Dødstallet efter et mortérangreb på en moské i den irakiske by Kufa er steget til 74. Yderligere 376 mennesker blev såret, oplyser den irakiske regering. Angrebet skete få timer, før shiamuslimernes øverste leder, Ali al-Sistani, vendte tilbage til nabobyen Najaf, hvor han har indledt fredsforhandlinger med de Sadr-oprørere, som på tredje uge har forskanset sig i Imam Ali-moskéen. Ifølge det amerikanske nyhedsbureau AP er moskéen i Kufa også et af al-Sadr-militsfolkenes tilholdssteder. Amerikanerne afviser at stå bag angreb Tusindvis befandt sig indenfor moskéens mure, da flere granater ramte området. Det er uvist, hvem der står bag angrebet. Det amerikanske militær afviser på det bestemteste at stå bag, og siger, at man slet ikke har været i aktion i Kufa de seneste to døgn. Ali al-Sistani ankom først på eftermiddagen til hjembyen Najaf efter et sygeophold i Storbritannien. Bevæbnede mænd åbnede i formiddag ild mod en fredsmarch, der var på vej fra nabobyen Kufa til Najaf. Deltagerne i marchen er tilhængere af Ali al-Sistani, som havde opfordret til marchen. Nyhedsbureauet AP oplyser, at tre personer er blevet dræbt ved skyderiet, mens det britiske nyhedsbureaus fotograf, der er på stedet, oplyser, at mindst tyve personer er omkommet. Det er uklart, hvem der står bag angrebet på folkemængden. Det franske nyhedsbureau AFP skriver, at det var irakiske nationalgardister, der åbnede ild. Ifølge vidner blev tusindvis af deltagere i fredmarchen gennet tilbage af skud, som blev affyret hen over deres hoveder. Premierminister lover våbenhvile Iraks midlertidige premierminister, Ayad Allawi, siger, at en 24 timers våbenhvile er trådt i kraft med Sistanis ankomst til Najaf. Roligt i Najaf Og sidst på eftermiddagen (dansk tid) var der roligt i byen, og himlen var klar og uden røgskyer, da al-Sistani kørte ind i byen i den stærkt bevogtede kortege. »Jeg har givet ordre til indstilling af alle militære operationer i hellige Najaf med virkning fra kl. 15 i dag (kl. 13 dansk tid) med henblik på hans helligheds ankomst«, hedder det i en erklæring fra Allawi. Ifølge Allawi vil den radikale præst Moqtada al-Sadrs militsfolk få frit lejde, hvis de afleverer deres våben og lover fredeligt at forlade Imam Ali-moskéeen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























