'Hellige krigere' truer Afghanistans valg

Lyt til artiklen

Afghanistans valg er ved at udvikle sig til et nervespil to måneder før, det løber af stablen. FN's ledelse i hovedstaden Kabul melder klar til det krigshærgede lands første frie præsidentvalg 9. oktober. Men de FN-ansattes fagforening i Afghanistan opfordrer til - ja, nærmest beder om - en tilbagetrækning af FN-personalet af hensyn til deres sikkerhed. Og fem militante afghanske grupper truer med at sabotere valget ved at angribe valgsteder over hele landet. Efter planen Karen Jørgensen er alligevel både fattet og positiv. Den danske vicedirektør for FN's Udviklingsprogram, UNDP, i Kabul, minder om, at det faktisk er lykkedes at indfri forhåbningerne om at få 10 millioner afghanerne til at registrere sig som vælgere - og godt 40 procent af dem er kvinder. »Det blev sagt, at vi ikke ville få registreret nogen. Men det er gået efter planen«, siger hun under et besøg i København. Og forberedelsen af valget indfrier de tidsrammer for Afghanistans politiske genopbygning, som blev lagt ved den internationale Bonn-konference i slutningen af 2001 efter et kvart århundredes konflikt i landet. Trussel Men de fem militante organisationer, der nu truer med at sabotere valget, kan blive en voldsom trussel mod demokratiseringen. Hamid Mir, en ofte velinformeret pakistansk forfatter og journalist, skrev i går i avisen The News i den pakistanske by Islamabad, at de fem grupper har forberedt deres kampagne mod valget i bjergområdet mellem Pakistan og Afghanistan. Gruppen tæller i følge Hamid Mir både krigere fra den Taliban-bevægelsen, der blev fortrængt fra magten i Afghanistan i 2001, og 'hellige krigere' under ledelse af den gamle afghanske krigsherre og terrorist Gulbuddin Hekmatiyar. FN havde håbet at afvæbne henved 100.000 afghanske mænd forud for valget. »Dét mål er ikke nået«, siger Karen Jørgensen. Hun siger indtrængende, at »i FN er vi, hvor det brænder på. Jeg mener personligt ikke, at det er for farligt. Men det ville også være et enormt nederlag, både for FN og for verden, hvis vi skulle opgive operationen i Afghanistan. Det betyder ikke, at vi ikke tager sikkerheden alvorligt. Tvært imod. Men det betyder, at vi hver dag vurderer, hvad vi kan og bør gøre«. Samtidig siger Karen Jørgensen, at »FN har brug for langt flere soldater til at beskytte den civile udvikling. Og det er svært at forstå, at NATO kan kalde det en topprioritet at styrke sikkerheden i Afghanistan og så alligevel ikke leverer de nødvendige soldater«. Imod idéen om valg Ifølge Karin Jørgensen er konservative kræfter især i det sydlige og østlige Afghanistan stærkt imod selve ideen om et frit valg, imod kvinders mulighed for at stemme og imod deres mulighed for at stille op. Men i store dele af Afghanistan har UNDP mødt stor interesse for at blive registreret til valget. Den nuværende præsident, Hamid Karzai, er spidskandidat. Han har netop under et officielt besøg i Islamabad søgt pakistansk hjælp til at standse trafikken af militsfolk fra de lovløse pakistanske stammeområder ind i Afghanistan. Tidligere støttede Pakistan den undertrykkende Taleban-bevægelse i Afghanistan - nu bedyrer den pakistanske regering, at den vil hjælpe Afghanistan med at holde de militsfolk ude af landet. Afghanistan vil holde parlaments- og lokalvalg i foråret.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her