Den arabiske fjernsynsstation al-Jazeera rapporterer, at den irakiske gruppe, der har bortført den italienske journalist Enzo Baldoni, har dræbt deres gidsel. Gruppen, der kalder sig Den Islamiske Hær i Irak, oplyser ifølge al-Jazeera, at de henrettede den italienske journalist Enzo Baldoni, fordi Italien ikke reagerede på deres krav om at trække tropper tilbage fra Irak inden for 48 timer, rapporterede tv-stationen. 'Barbari' Al-Jazeera har vist en video, hvor Baldoni står foran den irakiske gruppes banner og taler til kameraet, men af respekt for de efterladte vil tv-stationen ikke vise billederne af den dræbte Baldoni. Den 56-årige Baldoni forsvandt sidste torsdag i området omkring Najaf. Kort efter blev liget af hans irakiske chauffør fundet. Bortførerne fremsatte krav om, at Italien skulle hjemsende de 3.000 soldater i Irak indenfor to døgn. Rystet premierminister Italiens premierminister Silvio Berlusconi siger, at drabet er en 'barbarisk handling'. »Der er ingen ord, der beskriver denne inhumane handling, som med ét slag visker århundreders civilisation ud og sender os tilbage til barbariets mørke«, siger Berlusconi. Han tilføjer, at Italien vil fortsætte indsatsen i Irak. Udover arbejdet som journalist var Baldoni frivillig for Røde Kors i Irak.
Italiensk gidsel dræbt i Irak
Lyt til artiklen