Våbenhvilen i den irakiske by Najaf ser ud til at holde. De shiamuslimske oprørere, der de seneste uger har kæmpet indædt mod amerikanske styrker og irakiske regeringssoldater i området omkring den hellige bys moske, afleverer deres våben på store kærrer og iklæder sig civilt tøj. Britiske BBC rapporterer, at de mange militante forlader moskeen i hold. Militsfolkene under ledelse af den radikale prædikant Moqtada al-Sadr, har overdraget nøglerne til helligdommen til byens religiøse myndigheder. Pilgrimme fejrer våbenhvilen Dagen igennem er titusindvis af pilgrimme fra hele Irak strømmet til byen for at fejre den genvundne adgang til Imam Ali-moskeen. Moskeen er nu atter blevet tilgængelig for de troende efter torsdagens våbenhvile, der kom i stand takket være den hjemvendte storayatollah Ali al-Sistani, som efter et hospitalsophold i London vendte tilbage til Najaf. Politi har taget kontrol Våbenhvilen så ellers langt ud på torsdagen tvivlsom ud på grund af skyderi og mortergranater, som dræbte 110 mennesker og sårede 501 i Najaf og i det nærliggende Kufa. Men fredagen er forløbet fredeligt. Hen på eftermiddagen var de smalle gader ved moske-komplekset forholdsvis rolige, men gaderne er hårdt medtaget af de heftige kampe, der dræbte hundredvis af mennesker og drev olieprisen på verdensmarkedet i vejret. 25 lig i moske Da betjente fik adgang til Imam Ali-moskeen ventede der ubehagelige overraskelser. Mindst 25 lig lå i en kælder i moske-komplekset - nogle af ligene var tilsyneladende blevet henrettet, andre var skændet, andre brændt. Der blev fundet to levende blandt ligene, nemlig en onkel til Najafs politichef og en dreng. Onklen blev angiveligt bortført den 8. august. Ifølge irakisk politi er flere af de henrettede civile og politifolk. Uklarhed om milits Trods freden er det stadig et stort spørgsmål, hvad Sadr og hans milits nu vil give sig til - specielt op til de planlagte valg i januar. Iraks midlertidige premierminister, Iyad Allawi, har givet militsen amnesti i henhold til fredsaftalen, men der er vrede blandt nogle militsmænd. »Vi støtter stadig, hvad ayatollah Sistani og Sayyed Moqtada kan blive enige om. Men vi ønsker stadig at skære amerikanernes struber over«, sagde militsmanden Hussein Taama ifølge Ritzau. Bush erkender fejl Oprøret i Najaf har været en kraftig påmindelse til både USA og Iraks midlertidige regering om de enorme problemer, der ligger forude i irak. USA's præsident, George W.Bush, erkender i et interview for første gang, at han var gået fejl af, hvordan Irak ville se ud efter krigen. Avisen The New York Times citerede præsidenten for at sige, at han »fejlberegnede, hvordan forholdene ville være«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
KOMMENTAR
Ruslands forsvarsministerium har offentliggjort en liste over europæiske og danske virksomheder: »Sov godt«
SUPERLIGAEN
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Hun lever som professionel jæger: »Det er svært at finde en mand, der er mand nok til mig«
Lyt til artiklenLæst op af Birgitte Kjær
00:00




























