Det burde ret beset ikke komme bag på Italien, at Berlusconi med jævne mellemrum stjæler verdens opmærksomhed med sin aparte opførsel og - som i dette tilfælde - påklædning. Men italienske medier er i selvsving, efter at landets folkevalgte statsminister forleden modtog Tony Blair og hustru i en mundering, der leder tanken hen på en aldrende rocksanger. I ferie-outfit The Blairs skulle på to dages feriebesøg hos 'vennen' Berlusconi i dennes ferieparadis på Sardinien, og selv om der var lagt op til uformel afslapning, stod Berlusconis ferie-outfit i opsigtsvækkende kontrast til Blairs banale lyseblå polobluse. Det var ikke så meget Berlusconis løsthængende hvide bukser i sommerligt og feminint hørstof, der skubbede øjenbrynene opad hos publikum. Det var heller ikke den matchende hvide skjorte, men det, at den stod åben ned til navlen, så Cherie Blair måtte synke en ekstra gang i forlegenhed over udsigten til lidt for meget solbrændt Casanova-bryst. Men hvad italienerne og resten af verden har været mest i røre over, er den hovedklud, som Berlusconi havde bundet stramt om sin isse, og som han storsmilende fremviste på en improviseret spadseretur blandt publikum og presse i det turistfyldte sardiske strandresort, der støder op til hans ødsle villa på middelhavsøen. Han lignede grangiveligt en deltager i et pyjamasparty fra starten af 80'erne. »At sidde her og fundere over Berlusconis bandana er ikke præcis, hvad man drømte om at foretage sig i sit voksne liv«, ironiserer kommentatoren Michele Serra i dagbladet La Repubblica. Komiske elementer Men når det nu skal være, så gælder det ifølge Serra om at »overvåge, at de komiske elementer i den italienske komedie til hver en tid overgår de potentielt tragiske«. Konklusionen af overvågningen er ambivalent. På den ene side beroliger Berlusconis outfit. Det er dog umuligt at forestille sig, at en mand med hovedklud og flagrebukser iværksætter et statskup. På den anden side er beklædningen tegn på mental ubalance, som ifølge Serra må bekymre. Men Berlusconi har gjort det mange gange før. Han har sammenlignet en tysk EU-parlamentariker med en nazist, og han har lavet hanrej-tegn på et familiefoto fra et EU-topmøde. I vinter forsvandt han fra offentligheden i en måned for at slanke sig og få sit slappe ansigt løftet. Og måske er det i forlængelse af denne 'lifting' (som italienerne siger med tydeligt udtalt g), at den 68-årige Berlusconi denne gang har taget hovedklud på. Hvem ved, om han har fået en hårtransplantation, der vil få en ungdommelig vækst af dun til at vokse frem på issen, hvis nøgenhed efter sigende er det største af alle hans komplekser? De britiske aviser er efter Blair, fordi han har været på gratis ferie hos Italiens 'nye Mussolini'. Men briterne har intet fattet, siger italienerne, for Berlusconi kopierer ikke gamle typer, hans egenart består i en total og kritikløs sammenblanding af alverdens stilarter, et sammensurium og - om man vil - fravær af stil, hvis formål er at gøre alle kunder, seere og vælgere glade. Resultatet er ifølge Italiens egne aviskommentatorer en glad bonderøv, den typiske, let lattervækkende italiener, der giver drinks til alle og kender de seneste vittigheder. Harmløs og egentlig ret underholdende? Sygeligt narcissistisk og foruroligende? Dagen derpå stiller italienske aviser spørgsmålet. Men ikke en eneste giver et endegyldigt svar.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























