FBI jagter Bush-kritikere

Lyt til artiklen

Spionagtige overvågninger, aggressive afhøringer og indstævninger af uskyldige borgere. Det amerikanske forbundspoliti FBI tager hårdhændede og kontroversielle metoder i brug for at forebygge optøjer ved konventet i det Republikanske Parti om to uger. FBI-agenter banker på hos kritikere af præsident George W. Bush, der ventes at dukke op til demonstrationer under konventet i New York den 30. august. De pågældende bliver udspurgt - og i enkelte tilfælde indstævnet. FBI: Nødvendigt FBI siger, at den meget aktive indsats er afgørende for at forebygge, at demonstrationer med forventet deltagelse af flere hundrede tusinde mennesker udvikler sig til voldelig uro. Politiafdelingen blev berygtet i 1970'erne for politisk overvågning, men FBI's topfolk afviser, at man gør forsøg på at knægte ytringsfriheden. Agenterne spørger blot folk om, hvorvidt de har kendskab til planer om vold ved konventet, lyder det. »Det er i offentlighedens interesse at opretholde sikkerhed og orden, når der er så omfattende demonstrationer«, hedder det i en kommentar fra FBI. »Unødig aggressiv « Kritikere betegner fremfærden som unødigt aggressiv og siger, at FBI reelt forsøger at skræmme Bush-modstandere til at holde sig væk fra den amerikanske storby. Mark Silverstein, juridisk chef hos Den Amerikanske Borgerrettighedsunion i Colorado, siger til avisen New York Times: »Den slags pres har en virkelig isnende indvirkning på helt legitim politisk aktivitet«. Tilfælde i seks stater New York Times beretter om en række tilfælde i mindst seks stater, der tyder på, at FBI går meget metodisk frem. Talsmænd for borgerretsorganisationer skønner, at foreløbig 40-50 mennesker med forventede planer om at demonstrere mod Irak-krigen og andre aspekter ved Bushs politik er blevet udspurgt. Eksempelvis fik den 21-årige Sarah Bardwell fra en fredsgruppe i Denver, Colorado, besøg af seks FBI-agenter, som ville kende hendes planer. Der er også beretningen om tre unge fra Missouri, som blev fulgt af FBI-folk i adskillige dage. Justitsministeriet godkendte FBI-jagten på formodede demonstranter er mulig efter en godkendelse fra det amerikanske justitsministerium af en tidligere FBI-appel til politistationer over hele USA om at indberette mistænkelig politisk aktivitet. Det er samme kontor i justitsministeriet, som i et notat åbnede for torturlignende behandling af terrormistænkte.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her