Militært er stillingen på arenaen i Najaf nærmst uafgjort. Men Muqtada al-Sadr har vundet en klar propagandasejr i resten af Irak og i det meste af Mellemøsten. Det er det foreløbige facit efter ni dages kampe mellem amerikansk militær og den shiamuslimske præst og hans milits, Imam Mahdi Hæren. »Længe leve Sadr!« Mens den irakiske regering hele forhandlede med Muqtada al-Sadr inde i det firkantede moskéområde i hjertet af Najaf, gjaldede fredagsprædikener og gadeprotester mod USA efter supermagtens voldsomme fremfærd den seneste uge. »Længe leve Sadr!« og »Fallujah er med Najaf«, lød kampråbene således fra omtrent 3.000 demonstranter i byen Fallujah vest for Bagdad, der har været centrum for en sunnimuslimsk opstand mod USA. Tilsvarende råb hørte ved lignende demonstrationer i Samarra og Mosul - steder, der kun har få shiamuslimske indbyggere. Tilsvarende paroler lød over hele Irak samt i flere andre lande, især dem med store shiamuslimske befolkningsgrupper. Ifølge flere analytikere har kampene i Najaf kun haft én virkelig stor effekt, og det er at gøre al-Sadr til islams mest lysende stjerne og USA til den helt store skurk. »Problemet er, at den fjende, de (amerikanerne, red.) prøver at nedkæmpe, ikke kan nedkæmpes. Hans bevægelser er så prominente og udbredt, at selv hvis det lykkes at arrestere eller dræbe al-Sadr, så vil en anden person dukke op«, sagde Irak-eksperten Gareth Stansfield fra det britiske Royal Institute of International Affairs til Reuters. Tvivl om Sadr´s tilstand Hovedpersonen selv var der modstridende erklæringer om. Først på dagen sagde en talsmand i Najaf med tårer i øjnene, at al-Sadr var blevet såret tre gange af sprængstykker fra de voldsomme amerikanske angreb mod hans hovedkvarter. Fortsat kamp Al-Sadr selv viste sig for en sjælden gangs skyld ikke til sin ugentlige fredagsprædiken. I stedet sendte han en meddelelse, der blev læst op af en stedfortræder. Her bad han sine tilhængere om at fortsætte med at bekæmpe USA, som han sagde ønskede at »besætte hele verden«. »Besættelsen af Irak har gjort vort land til et ubærligt helvede (...) Jeg vil ikke tillade endnu en Saddam-lignende regering«, hed det. Men mens enkelte spekulerede på, om al-Sadr var døden nær, indløb en ny besked fra regeringen, der havde haft forhandlere inde i moskékomplekset. Ifølge dem var al-Sadr uskadt, og påstanden om hans skader var ren propaganda. Uanset om al-Sadr er blevet såret eller ej, så har de seneste dages begivenheder givet ham noget nær status af levende martyr. Det kunne man se på gaden i Irak. I syv forskellige byer var der store demonstrationer for al-Sadr og mod regeringen og USA. I Diwaniya angreb demonstranter Allawis partikontor, kunne man se på tv-stationen al-Jazeera. I byen Kut syd for Bagdad, hvor voldsomme kampe har kostet mere end 70 livet, krævede demonstranterne alle topministrenes afgang. Uden for Irak var en af de største demonstrationer i Irans hovedstad, Teheran. Og en af landets vigtigste præster, Ayatollah Ahmad Jannati, roste i sin fredagsprædiken al-Sadr for kampen mod amerikanerne og deres »verdslige agenter« i regeringen. Tilsvarende meldinger hørtes ved fredagsprædikener i Syrien, Libanon og Bahrain.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























