26 flygtninge døde på vej til Italien

Lyt til artiklen

»Min søn klarede det ikke. Jeg var nødt til at efterlade ham i havet«, sagde en afrikansk flygtning til det italienske nyhedsbureau Ansa efter at være reddet i land på Sicilien. Mindst 26 andre flygtninge led samme skæbne og blev kastet over bord undervejs fra Nordafrika til Italien på en faldefærdig træbåd. Et fragtskib fra Gibraltar samlede søndag de overlevende op ud for Siciliens kyst og bragte dem i land. De fleste er blevet bragt til hospitalet med voldsomme forkølelser og dehydreringer. Det formodes, at de omtrent 100 flygtninge sejlede fra Libyen ni dage tidligere i håbet om at finde bedre leveforhold på den anden side af Middelhavet. Flygtningene var hovedsageligt fra Sudan, Liberia, Sierra Leone og Elfenbenskysten og havde betalt mellem 800 og 1800 $ for den farefulde tur. Italierne kan ikke føle sig sikre Det er ikke mere end en måned siden, at de italienske myndigheder afviste at give asyl til 37 afrikanere, der blev samlet op i Middelhavet af et tysk skib. Italienerne frygter, at deres lange kystlinje vil blive brugt af de militante muslimer, som har truet Italien med terror på grund af landets deltagelse i krigen i Irak. Senest har en gruppe her i weekenden advaret italierne mod, at de ikke vil kunne føle sig sikre i deres hjem, hvis de italienske tropper ikke er ude af Irak inden 15. august. En politiker fra det populistiske parti Lega Nord, der er en del af Silvio Berlusconis regeringskoalition, udtalte efter bjærgningen af de 70 flygtninge, at Italien bør lukke deres grænser helt. Indenrigsminister Giuseppe Pisanu derimod nøjedes med at opfordre til mere internationalt samarbejde for at kunne skelne mellem legale og illegale flygtninge.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her