Den humanitære krise i Sudans Darfur-provins får måske snart en ny dimension. Eksperter forventer at de kæmpemæssige sværme af græshopper, der har hærget nabolandet Chad, er på vej mod Darfur. To millioner mennesker mangler i forvejen vand og mad, mens nødhjælpsarbejdere forsøger at komme ind i området og hjælpe de udsatte sudanesere. Det kan nu blive endnu sværere, hvis regionen rammes af de store græshoppesværme, der har op til 80 millioner græshopper pr. kvadratkilometer og kan være op til flere 100 kvadratkilometer store. Vil ikke flyve i Darfur-regionen Den etiopisk baserede organisation DLCO-EA, der forsøger at mindske skaderne fra græshoppernes hærgen, vil ikke flyve ind i Darfur-området på grund af konflikten. »Eftersom Darfur er at betragte som en krigszone kan DLCO-EA ikke foretage en fly operation for at kontrollere plagen. Vi kan ikke flyve ind i Darfur, fordi vores fly ikke er forsikret til at flyve i krigszoner«, siger direktør Peter Odiyo. Det vides endnu ikke, hvornår græshopperne kan være i Darfur, men det kan ikke udelukkes, at de allerede er nået til regionen. To kæmpe flokke har på det seneste bevæget sig gennem Chad og ødelagt store områder ved at æde al vegetation.
Darfur trues af insektplage
Lyt til artiklen