Iran og Israel er på vej ud i et nyt våbenkapløb. Præstestyret i Iran meddelte ifølge Reuters, at det netop har testet en ny og forbedret version af den langtrækkende raket Shahab 3, som med en rækkevidde på 1.200-1.300 kilometer kan nå alle dele af Israel og amerikanske baser i hele Golfområdet og Sydasien. Det sker, efter at Israel i sidste måned med succes testede sit avancerede Arrov II anti-missil-system ud for Californiens kyst. Konflikt over atomprogram Ifølge den israelske avis Haaretz var det syvende gang, at Arrov II havde fungeret, men første gang, at missilforsvarssystemet havde destrueret et indkommende Scud-missil - svarende til Shahab 3 - i luften. De to landes test af de avancerede raketsystemer finder sted midt i det tilspidsede opgør om Irans atomprogram. Den iranske regering har netop slået en streg over sit tilsagn til Frankrig, Tyskland og Storbritannien i vinter om at standse berigelsen af uran til gengæld for at modtage europæisk brændsel til sine civile atomkraftværker. Iran afviser, at det har planer om at udvikle atomvåben, men fastholder sin ret til at udnytte atomkraft. Langt med a-våben Vestlige efterretningstjenester mener imidlertid, at præstestyret er langt med at producere sit eget atomvåben, som i givet fald vil få en rækkevidde, der omfatter både de arabiske Golflande, hele det centrale arabiske Mellemøsten, Israel og amerikanske og britiske baser i regionen. Under afsløringen af Pakistans eksport af militær atomteknologi sidste år blev det påvist, at den pakistanske atomtekniker Dr. Abdel Qader Khan har forsynet Iran med følsom teknologi, ligesom han i hvert fald havde hjulpet Nordkorea, der nu er i stand til at producere atomvåben, og Libyen, som har indrømmet affæren og senere lovet at droppe sine planer om et atomvåben. Israels modtræk Irans atomare våbenplaner truer med at blive den næste krise i Mellemøsten, skriver den amerikanske forfatter og Newsweek-redaktør Fareed Zakaria i Washington Post. Shahab 3-raketten bygger på nordkoreansk og russisk teknologi. Flere af raketterne blev i en tidligere version fremvist ved en iransk militærparade sidste efterår. Seks raketter, der dengang blev udstillet i Teheran, bar slogans som 'Vi vil fjerne Israel fra Jordens overflade' og 'Vi vil ramme USA', skriver Reuters. Israel, der menes at råde over et stort lager af atomvåben, siger, at det ikke vil være først til at bruge atomvåben i Mellemøsten, men også, at det ikke vil tillade andre lande i regionen at blive atommagter. Israelske fly bombede for 13 år siden derfor et irakisk atomanlæg, Osirak, og vestlige efterretningstjenester finder det sandsynligt, at Israel tilsvarende vil søge at ødelægge iranske atomanlæg, før de vil være i stand til at producere atomvåben. Irans test af den langtrækkende raket Shahab 3 og Israels test af raketforsvarssystemet Arrov II bringer begge lande tættere på det, deres rustningskapløb egentlig gælder: muligheden for at producere, frembringe og eventuelt imødegå en fremtidig regional atomkrig. Til gengæld har IAEA ifølge det iranske nyhedsbureau, Irna, frikendt præstestyret i Teheran for en mistanke om, at det allerede har beriget uran til militære formål.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























