Mindst 99 lig er blevet fundet i tre massegrave i Elfenbenskysten, sagde FN's mission i det vestafrikanske land mandag. Massegravene er fundet i den nordlige del af landet i Korhogo-området, der kontrolleres af oprørere. Flere kvalt »Nogle af disse mennesker blev dræbt af skud. Ifølge pålidelige øjenvidner, blev andre kvalt, hedder det i en erklæring fra FN's operation i Elfenbenskysten (UNOIC). En FN-talsmand sagde, at ofrene blev dræbt i forbindelse med sammenstød mellem rivaliserende grupper 20. og 21. juni. Han tilføjede, at det er uklart, om der er civile blandt ofrene. Elfenbenskysten har været ramt af borgerkrig siden et fejlslagent kup i 2002. Konflikten blev erklæret slut sidste år, men det har været småt med fremskridt, og menneskerettighedsgrupper taler om uro og vold i både den oprørs- og den regeringskontrollerede del af landet.
Tre massegrave fundet i Elfenbenskysten
Lyt til artiklen