En sværm af græshopper har invaderet Mauretaniens hovedstad, Nouakchott, efter at have guffet sig igennem afgrøder i landområderne omkring byen. Det vestafrikanske land ligger nord for Senegal, og hovedstaden er en kystby ud til Atlanterhavet. Har spist græsset på stadion Og de plagsomme insekter, som kan indtage deres egen kropsvægt på et døgn, har på kort tid spist sig gennem de grønne områder i Nouakchott, forlyder det. »I løbet af få minutter var himlen pludselig brun. Træer bøjede sig på grund af sværmens vægt«, fortæller en af byens borgere til BBC Online. På få timer var struttende, grønne træer blevet til brune skeletter, og sværmen har også mæsket sig i plænen på det nationale fodboldstadion. Den værste plage i 15 år Som Politiken tidligere har berettet, plages adskillige lande i Vestafrika af græshopperne og har appelleret om hjælp til krigen mod dem. Årets plage ser ud til at blive den værste i 15 år. Ifølge Reuters har Nouakchotts indbyggere tændt bål og forsøgt at skræmme de grådige flyvere med støj og fagter. 'Snevejr med blade' »Det sner med blade i Nouakchott. Det er bogstaveligt talt en krise med bibelske proportioner«, siger en medarbejder i en af de lokale hjælpeorganisationer. Hun tilføjer, at sværmens hærgen er langt mere kritisk for landområderne, hvor afgrøderne er væk, og hvor tusinder af mennesker nu atter kan få behov for nødhjælp udefra. »Det er ærgerligt, fordi vi i år har fået masser af vand efter flere års tørke«, siger hun til BBC. Et ton græshopper, hvilket svarer til udkanten af en gennemsnitlig afrikansk sværm, indtager lige så meget dagligt som 2.500 mennesker.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























