Sudans regering afviser FN's tidsfrist

Lyt til artiklen

Sudan afviste i går FN's tidsfrist på 30 dage for at løse konflikten i den kriseramte provins Darfur. Men regeringen meddelte samtidig, at den - som tidligere aftalt med FN's generalsekretær, Kofi Annan - vil sende hjælp inden for 90 dage. Sikkerhedsrådet forlangte i en resolution vedtaget fredag, at regeringen griber til handling inden 30 dage for at afvæbne de arabiske Janjaweed-militser, som bliver beskyldt for at skabe en humanitær krise i den vestlige del af Sudan. Hvis Sudan ikke lever op til Sikkerhedsrådets krav, siger FN, at der vil blive indført økonomiske og diplomatiske sanktioner mod landet. Sudan har givet resolutionen en tvetydig modtagelse, og regeringen mødtes i går for at tage endelig stilling. »Regeringen afviser tidsfristen og anser den for at være ulogisk og vanskelig at føre ud i livet, især fordi den aftale, vi opnåede med FN, gav os en frist på 90 dage«, sagde Sudans udenrigsminister, Mustafa Osman Ismail, efter mødet i går. »Sudan forpligter sig til at iværksætte den aftale med Kofi Annan, som blev underskrevet 3. juli, og forpligter sig til at deltage i den styringsenhed, som skal overvåge aftalen«, fortsatte han. Bindende tilsagn Aftalen med Kofi Annan indeholder et bindende tilsagn fra Sudans regering om at afvæbne Janjaweed-militsen og acceptere kontrol af menneskerettighedernes overholdelse i Darfur, hvor konflikten har gjort mere end en million mennesker hjemløse, men den gav Sudan mere tid i forhold til Sikkerhedsrådets resolution. Sudan siger, at man allerede er i gang med at slå ned på de arabiske militser, som har angrebet afrikanske landsbyer, plyndret, voldtaget, afbrændt huse og drevet folk væk fra deres landområder. Krisen i Darfur har skabt en afvisende holdning i den sudanske regering over for Vestens harme og truslerne om militær indgriben, hvis man ikke retter sig efter FN. Den britiske avis The Independent skrev i går, at britiske soldater er blevet bedt om at holde sig klar til en mulig indsættelse i Sudan for at hjælpe med at kontrollere nødsituationen i Darfur. Mødes mandag Sudanske og amerikanske embedsfolk mødes mandag for at diskutere afvæbningen af de arabiske militser, der hærger Sudans Darfur-region.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her