Terrorangreb blusser op i Irak

Irakiske politifolk undersøger en af de ødelagte biler efter attentatet i Baquba, mens civile ser på   Foto: Karim Kadim/AP
Irakiske politifolk undersøger en af de ødelagte biler efter attentatet i Baquba, mens civile ser på Foto: Karim Kadim/AP
Lyt til artiklen

Det var en hel minibus, fyldt med sprængstof. Eksplosionen var så voldsom, at ofre blev brændt næsten til ukendelighed, en forbipasserende bus brød i brand og alle 21 i den omkom, markedsboder blev antændt og vinduer og husfacader på det meste af torvet blev ødelagt. Minibussen blev kørt af en selvmordschauffør, der var med til at gøre dagen til den hidtil blodigste for den nye irakiske regering, som overtog magten for en måned siden. Mere end 100 omkom. Det er en grusom advarsel om, at terroristerne stadig er magtfulde i Irak - en advarsel, der kommer tre dage før, at 1.000 irakere skal mødes i Bagdad for at udpege et nationalråd på 100 medlemmer. Selvmordsbomben sprængtes i Baquba nord for Bagdad, da chaufføren angreb en politistation på en markedsplads, hvor unge irakere stod i kø for at blive rekrutteret til det nye irakiske politi. Flere kampe En embedsmand fra sundhedsministeriet i Bagdad opgav senere tabstallene i Baquba til mindst 70 dræbte og 30 sårede. Baquba er en blandet shiamuslimsk og sunnimuslimsk by, hvor der bor mange tidligere medlemmer af Saddam Husseins hær, og der har tidligere været terrorangreb. I Wasitprovinsen syd for Bagdad blev mere end 40 dræbt i kampe mellem oprørere og irakiske soldater, hjulpet af amerikanske tropper. 35 af de dræbte var oprørere, syv irakiske soldater døde. 30 oprørere blev fanget, oplyser de polske styrker, der kontrollerer området. Det var den blodigste dag siden 24. juni, hvor godt 100 blev dræbt ved flere selvmordsaktioner. Og et alvorligt tilbageslag for den irakiske overgangsregering, som overtog magten efter den amerikanske administration for en måned siden. Den nye irakiske regering fik ellers optimismen til at stige blandt irakerne i de første par uger af juli. Der kom flere irakiske politibetjente på gaderne, støttet af soldater fra den nye irakiske hær. Beboere i Bagdad begyndte ligefrem at håbe på, at terrorangrebene var forsvundet sammen med amerikanerne. Skuffelse og vrede Men det er ikke sket. Selvmordsaktioner begyndte igen midt i denne måned. Angrebene har været rettet mod den nye irakiske politistyrke og den nye hær, men også civile irakere er i stigende grad blevet terroristernes mål. Frygten tvinger almindelige mennesker til at isolere sig i hjemmene, fordi de er bange for at gå på marked eller i butikker og for sende deres børn ud at lege. Det skaber vrede mod terroristerne, men det afføder også en voksende skuffelse over den nye regering med ministerpræsident Ayad Allawi i spidsen, fordi den ikke er i stand til at sikre ro og orden. Nationalråd Den blodige dag fører dog ikke til udsættelse af det to dage lange møde, der starter i Bagdad på lørdag. Her samles 1.000 irakere fra forskellige religiøse og etniske grupper for at udpege 100 medlemmer af et nationalråd, der skal overvåge regeringen, indtil der bliver afholdt frie valg i januar næste år. Dermed er mødet et vigtigt skridt frem imod indførelsen af demokrati i Irak. Det er endnu hemmeligt, hvor mødet skal finde sted, for de irakiske myndigheder frygter både selvmordsaktioner, granatangreb og bortførelser. Mødets organisator, Fouad Massoum, sagde i går til Reuters: »Troværdighed er afgørende, for enhver udsættelse vil blive tolket på en negativ måde, især i lyset af, at Irak i årtier har levet med løfter, der aldrig er blevet indfriet«. Iraks ministerpræsident Ayad Allawi skal møde den amerikanske udenrigsminister Colin Powell i morgen - ikke i Irak, selv om der er 130.000 amerikanske soldater i landet - men i nabolandet Saudi-Arabien.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her