Igennem otte år var der stort set ingen pletter at sætte på den konservative José Maria Aznars embedsførelse som regeringschef. Men siden 14. marts i år, da hans parti uventet tabte magten til socialisterne, har han været årsag til skandale to gange. I sidste uge spøgte han i et radiointerview nærmest med, at 'han lå inde med alle hemmelige efterretningspapirer' fra sine otte år som ministerpræsident. Det er i strid med spansk lovgivning at tage dokumenter med sig, der kan skade statens sikkerhed. Senere trak han i land og sagde, at han alligevel ikke havde papirerne. Nu er han igen kommet i modvind, fordi det er kommet frem, at han hyrede et anerkendt amerikansk advokatfirma til at lave lobbyarbejde med det formål at opnå den amerikanske Kongres' højeste udmærkelse i form af en guldmedalje. Ifølge radiostationen Cadena skete ansættelsen af advokatfirmaet Piper Rudnick i Washington via den spanske ambassade. Kontrakten, som stationen offentliggør på sin hjemmeside, er underskrevet af Spaniens ambassadør i USA på det tidspunkt, Javier Ruperez. Lobbyarbejde Formålet med kontrakten, som lyder på to millioner dollar, er at forbedre Spaniens image generelt i USA. Men også, som det står i kontrakten, 'at lave lobbyarbejde for, at Aznar kan få Kongressens guldmedalje', og desuden 'at forberede Aznars tale i Kongressen' (den 4. februar i år). José Maria Aznar afviser, at han har gjort noget ulovligt og kalder affæren for 'socialisternes forsøg på at svine ham til'. »De prøver på alle måder at så tvivl om den tidligere regerings troværdighed. Når de ikke kan finde noget, kaster de sig over min person, og den slags er foragteligt«, sagde Aznar, der i øjeblikket rejser Latinamerika tynd for at promovere sin nye bog. Afsløringen af den hemmelige lobbykontrakt har rejst en storm af protester fra alle andre partier end de konservative. Venstrefløjskoalitionen Izquierda Unida vil have rigsadvokaten til at undersøge, om Aznar skal sigtes for misbrug af offentlige midler eller ligefrem for underslæb. CiU, det catalanske nationalistparti, kræver en undskyldning fra Aznar. Det radikale separatistparti mener, det eneste retfærdige er, at han betaler pengene tilbage til statskassen. Offentlige midler Også socialistpartiet PSOE mener, at sagen bør undersøges. »Jeg troede, Aznar ville få medaljen på grund af sin loyale støtte til Bush og hans ulovlige krig. Men nu ser jeg, at medaljen har kostet alle spaniere penge«, sagde PSOE's talsmand José Blanco. Det konservative Partido Popular er ene om at bakke op om Aznar. Talsmanden Eduardo Zaplana siger, at de andre partier 'er ude på at lynche den tidligere regering'. Og ifølge Ana Palacio, der var udenrigsminister under Aznar, har ikke kun Spanien men mange andre lande lignende lobbyaftaler. Men, som dagbladet El Pais skriver i en ledende artikel, 'en ting er at ansætte lobbyister for offentlige midler til at forbedre og pleje nationale initiativer og interesser. Noget andet at bruge samfundets penge'. Foreløbig har et flertal i Kongressen sagt ja - takket være Piper Rudnicks lobbyarbejde. Men der mangler grønt lys fra Senatet.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Josefine Kaagaard
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























