Den irakiske eks-diktator, Saddam Hussein, har skrevet et digt om sin ærkerival, den amerikanske præsident George W. Bush. Udover at skrive digte, bruger Saddam Hussein tiden i fængsel på havearbejde, læse koranen og spise amerikanske muffins, mens han afventer retssagen, hvor han er anklaget for krigsforbrydelser og folkedrab. Det fortæller den irakiske menneskeretsminister, Bakhtiar Amin til den britiske avis The Guardian. Amin er det første medlem af den nye irakiske overgangsregering, der besøger den tidligere leder Saddam Hussein i fænglset. »Han kigger efter et par krat og buske, og han har endda lavet en cirkel af hvide sten rundt om et lille palmetræ«, beretter Amin efter besøget. Omsorg over for omgivelser Ministeren kunne ikke få sig selv til at tale til Saddam Hussein, men han beskriver ex-diktatoren som ved godt helbred og i gode omgivelser. »Hans tilsyneladende omsorg over for sine omgivelser er ironisk, når du tænker på, at han var ansvarlig for en af de største miljøkatastrofer, da han drænede de sydlige marsker«, siger Amin til The Guardian. Den tidligere leder opholder sig i en 12 kvadratmeter stor celle med hvide vægge og aircondition. Han sidder isoleret fra andre fanger, men kan dog omgås dem under den tre timer lange motionstid hver dag. 1.300 kalorier om morgenen Saddam Hussein starter dagen med et morgenmåltid, der indeholder 1.300 kalorier. Han får to varme måltider om dagen, som består af for eksempel ris eller kartofler og broccoli som tilbehør til enten fisk, kød eller kylling. Til dessert serveres der appelsiner, æbler, pærer eller blommer, men den tidligere leder har fået en svaghed for amerikanske småkager og muffins. 1. juli blev Saddam Hussein første gang præsenteret for en irakisk domstol sammen med 11 andre tidligere medlemmer af hans regime. De står blandt andet tiltalt for at dræbe rivaliserende politikere, gasse kurdere i Halabja, invadere Kuwait og slå ned på oprør fra kurdere og shia-muslimer i 1991. Demoraliseret og modløs Amin fortæller, at Saddam Hussein virkede 'demoraliseret og modløs', selv om hans tilstand i det store hele er god. Fangerne fra det tidligere styre er juridisk i irakisk varetægt, men de forbliver i det amerikanske militærfængsel, indtil de amerikanske myndigheder er klar til at overtage forvaringen. Røde Kors besøger de indsatte hver sjette uge.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























