Israel lukker øjne og ører for en ny resolution fra FN, der kræver, at den omstridte sikkerhedsmur på Vestbredden bliver revet ned. »Byggeriet af hegnet fortsætter. Israel vil ikke stoppe byggeriet eller afgive sin ukrænkelige ret til selvforsvar«, siger Raanan Gissin, en højtstående rådgiver for regeringschef Ariel Sharon. Et værn mod terror Israel kalder projektet et værn, der skal forhindre, at militante palæstinensere rejser til Israel og udfører terroraktioner. Palæstinenserne fordømmer byggeriet som et israelsk forsøg på at tilrane sig mere land - land, som palæstinenserne regner med at få kontrol over i en fremtidig suveræn stat. Den Internationale Domstol i Haag har kendt muren ulovlig og kræver den væk, fordi den strider mod international lov. Muren adskiller tusindvis af palæstinensere fra deres marker og arbejdspladser. USA stemte imod Med overvældende flertal har FN's generalforsamling vedtaget en resolution, der kræver, at Israel følger Haag-dommen og river muren ned. 150 lande stemte for - deriblandt alle 25 EU-lande. 10 undlod at stemme, mens Israel, USA, Australien samt Marshall-øerne, Mikronesien og Palau stemte imod. Raanan Gissin siger, at Israel ikke er overrasket over afstemningen. Sharons toprådgiver kalder resultatet »flertallets tyranni« i generalforsamlingen, hvor den fælles holdning ofte går den jødiske stat imod. Hverken dommen i Haag eller FN's resolution kan tvinge Israel til at fjerne muren, der ifølge planen skal være 700 km lang. Men de to kendelser har stor symbolsk betydning. Palæstinenserne: Historisk resolution Den palæstinensiske FN-observatør Nasser al-Kidwa mener, at resolutionen er en historisk udvikling. Han spår, at den i efterkrigstiden vil blive opfattet som den vigtigste afstemning siden resolution 181 i 1947, som opfordrede til, at det britisk-ledede Palæstina blev delt i uafhængige jødiske og arabiske stater.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























