Hvaler skal dø uden smerte

- Foto: AP
- Foto: AP
Lyt til artiklen

Hvalfangere skal bestræbe sig på at mindske lidelserne for de store pattedyr, når de dræber dem. Det siger Den Internationale Hvalfangstkommission, IWC, i en erklæring, som bliver hilst velkommen som en sejr for dyrevelfærd. På det årlige møde i IWC, der sluttede i dag, blev der også sat en stopper for en plan, som ifølge kritikere kunne føre til en ophævelse af forbuddet mod kommerciel hvalfangst, som nu har eksisteret i 18 år. IWC siger i den resolution, der blev vedtaget i går, at den bør være et startpunkt for det kommende års diskussioner om forvaltningen af hvalfangsten. Men resolutionen afviste at lægge sig fast på at holde afstemning om forvaltningen allerede på næste års IWC-møde. Hvalkompromis Resolutionen blev vedtaget efter en vanskelig og langvarig diskussion på mødets sidste dag. Den indledende tekst blev ændret flere gange, hovedsagelig på foranledning af lande, der er imod hvalfangst. Den amerikanske kommissær i IWC, William Hogarth, der er en af fortalerne for den oprindelige tekst, betegnede udfaldet af afstemningen som et kompromis mellem de lande, der med Japan i spidsen er positivt stemt over for hvalfangst og de lande, der som New Zealand og Australien er imod hvalfangst. Dyrevenner hilste resolutionen velkommen og sagde, at den sikrer en gennemsigtig og retfærdig fremtid. »Det er en ærlig vej fremad«, sagde Kitty Block fra organisationen Humane Society International ifølge nyhedsbureauet Reuters. Begrænset fangst Udkastet, som var grundlaget for diskussionen, var udtænkt af kommissionens danske formand, Henrik Fischer. Med støtte fra Japan, Island og andre hvalfangervenlige lande, vil resolutionen omfatte en femårig startfase, hvor den kommercielle hvalfangst kun vil blive tilladt i kystnære farvande. Den omfatter også forholdsregler, der sikrer, at hvalfangere ikke overskrider deres kvoter. Miljøforkæmpere frygter dog at forslaget kan undergrave det eksisterende forbud mod kommerciel hvalfangst fra 1986. Til trods for dette forbud finder der hvalfangst sted i forbindelse med et videnskabeligt program, som er blevet vedtaget af kommissionen. Miljøforkæmpere og mange lande med dem siger, at det blot er kommerciel hvalfangst i forklædning. Stressfri død Og et flertal af landene i kommissionen vedtog torsdag, at hvalerne lider for meget, når de bliver skudt. »De nuværende metoder garanterer ikke en smertefri eller stressfri død«, hedder det i resolutionen, som måske vil føre til nye fangstmetoder, der vil forkorte den tid, hvori hvalen endnu er i live efter harpuneringen. Miljøgrupper siger, at den gennemsnitlige tid er to minutter, men nogle hvaler overlever i flere timer, efter at være blevet ramt af granatlignende harpuner, som er den mest udbredte fangstmetode. »Det er en virkelig sejr for hvalernes velfærd. Vi er glade for, at IWC er enig i, at grusomheden ikke længere kan tolereres, og at der skal gribes til handling for at bremse den«, sagde Peter Davies fra Whalewatch, der er en sammenslutning af miljøgrupper.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her