Når det nye EU-parlaments 732 medlemmer fra 25 lande samles for første gang i den kommende uge, bliver der ikke meget sand spænding om, hvem der skal være deres formand. I 1999 skabte parlamentets største gruppe, de konservative, en borgerlig alliance med de liberale for at udnævne den irske liberale Pat Cox. Det var første gang, parlamentets formand ikke kom fra enten de konservative kristdemokrater eller socialdemokraterne, der udgør parlamentets næststørste gruppe. Cox var en succes De fleste er enige om, at den velformulerede og charmerende Cox var en succes. I modsætning til flere af sine forgængere var den tidligere tv-vært i stand til at holde både journalister og regeringsledere vågne under sine taler på EU-topmøderne, og det lykkedes ireren at få skabt mere opmærksomhed om parlamentets arbejde. Men denne gang er de liberale blevet kørt ud på et sidespor af en aftale mellem de to største grupper, der af parlamentets mindre grupper kritiseres for at være en studehandel om magtfordeling uden for offentlighedens søgelys. Hård kritik af Borrell Selv om der er flere kandidater på banen, når parlamentarikerne på tirsdag skal vælge formand ved en hemmelig afstemning, så betragtes det som givet, at den spanske socialist Josep Borrell vinder. »Vi er sikre på, at Borrell får et solidt flertal«, siger den konservative talsmand, Robert Fitzhenry. De konservative (EPP) og socialdemokraterne (PSE), der tilsammen sidder på mere end to tredjedele af stemmerne, har fordelt de kommende fem år imellem sig, så EPP's leder overtager formandsposten i 2007. »Det er skuffende. Jeg fatter ikke, hvorfor EPP har gjort det. Borrell er en katastrofe. Han er utrolig venstreorienteret, ucharmerende og vil være ude af stand til at sælge det europæiske projekt«, siger Karin Riis-Jørgensen (V). Riis-Jørgensen: De konservative kommer til at fortryde »Jeg tror, de konservative kommer til at fortryde det, for de kan ikke føre politik sammen med socialdemokraterne. De vil komme krybende efter vores stemmer senere, og dem har vi tænkt os at sælge dyrt«, siger hun. Riis-Jørgensen blev forleden genudnævnt til næstformand i den liberale gruppe, som skifter navn til ALDE efter tilførsel af en række italienske og franske centrumpolitikere, der forlader de konservative. ALDE står for Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa, og det nye navn skyldes angiveligt det franske UDF-partis frygt for at blive slået i hartkorn mere hårde liberalister fra andre lande. Kompromiset er betegnende for den situation, at EU-parlamentets grupper må sammensættes af politikere med meget forskellig baggrund på deres nationale scener. Formålet med vokseværket er at undgå, at de liberale som parlamentets tredjestørste gruppe bliver sat uden for indflydelse af den nye, store alliance på tværs af midten. Alliance kan skabe 'kedeligt' parlament Nogle frygter, at den alliance vil skabe et kedeligt og forudsigeligt parlament, og i de mindre politiske grupper betegnes situationen som »udemokratisk«. Der går rygter om en studehandel, hvor socialdemokratiske ledere skulle have fået konservativ støtte til Josep Borrell til gengæld for et løfte om at lade den borgerlige portugiser José Manuel Barroso blive formand for EU-kommissionen. Barroso er efter et større slagsmål blevet valgt til EU-regeringernes kandidat til at afløse Romano Prodi i kommissionens top, men portugiseren skal godkendes ved en afstemning i parlamentet på torsdag. Socialdemokrater afviser sammenhæng Socialdemokraterne afviser, at der skulle være nogen sammenhæng mellem afstemningerne om de to topposter. Det tror kun de færreste på. »Vi har tænkt os at stemme nej til både Borrell og Barroso i protest mod den totalt udemokratiske måde, alt det her er foregået på«, siger Helmut Weixler, der er talsmand for De Grønne.