Sharon ikke velkommen i Frankrig

Ariel Sharon har fået stillet stolen for døren af den franske præsident Jacques Chirac. - Foto: AP
Ariel Sharon har fået stillet stolen for døren af den franske præsident Jacques Chirac. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Frankrigs præsident, Jacques Chirac, har meddelt Israels premierminister, Ariel Sharon, at han ikke er velkommen i Paris, efter at han har opfordret franske jøder til at forlade Frankrig omgående. Det oplyser israelsk fjernsyn. I et brev til Sharon skriver Chirac, at »efter nogle ugers kontakter i forbindelse med et sådant besøg viser det sig, at det er umuligt« og »du er ikke velkommen i kølvandet på dine kommentarer«, fremgik det af oplysninger fra israelsk kanal 2. En talsmand for det israelske udenrigsministerium afviste at udtale sig om den »fortrolige meddelelse«, skriver Reuters. Opfordring fra Sharon Striden mellem Frankrig og Israel kommer efter udtalelser, Sharon kom med søndag. Under et møde med de amerikanske jøders organisation i Jerusalem havde Sharon opfordret alle jøder, der bor i Frankrig, til straks at forlade landet og flytte til Israel på grund af »den stigende antisemitisme« i det franske samfund. Sharon konstaterede samtidig, at den franske regering var oppe imod en voldsom vækst i det muslimske samfund i Frankrig. I Frankrig mødte udtalelsen vrede fra alle sider, også fra det fransk-jødiske samfund, der helst så, at Sharon lod dem om at klare deres egne problemer. Et forsøg på at mindske spændingen fra en israelske talsmand for Sharon gjorde ikke et stort indtryk på franskmændene og det franske udenrigsministerium, der har krævet en forklaring på udtalelserne, som i en erklæring bliver kaldt uacceptable. Fransk harme Sharons udtalelser er blevet mødt med harme og vrede fra franske politikere, på trods af at en talsmand i radioen erklærede, at Sharon var blevet »misforstået«. »Frankrig er ikke 1930'ernes Tyskland«, sagde talsmanden for det franske socialistparti, Julien Dray. Fordømmer racisme Forsvarsminister Michele Alliot-Marie sagde til fransk radio, at Frankrig stærkt fordømmer racisme: »Jeg tror simpelthen, at Frankrig er det europæiske land i dag med den strengeste lovgivning inden for racisme«, tilføjede hun, mens Jean-Louis Debre, en fremtrædende politiker fra præsident Jacques Chiracs konservative regeringsparti UMP, sagde, at premierminister Ariel Sharon havde forpasset »en god mulighed for holde sin mund lukket«. Fra egne rækker bad man også i pæne vendinger Sharon om at koncentrere sig om egne problemer, »Det jødiske samfund er uroligt over fremtiden. Det ved, at politikerne gør alt, hvad de kan for at bekæmpe antisemitisme. Nogle jøder overvejer seriøst at rejse. Men for at rejse må man synes, at situationen er ude af kontrol. Det er ikke tilfældet«, sagde en talsmand for de franske jødiske samfund, der tilføjede, at Sharon hælder »olie på bålet på en uacceptabel måde«. I Frankrig er der omkring 600.000 jøder og omkring fem millioner muslimer, og Frankrig har dermed det største mindretal af både muslimer og jøder i noget europæisk land. Også landets aviser tog bladet fra munden. »Ariel Sharons angreb er dybt pinligt. Ikke bare fordi Frankrig ikke er antisemitisk, men fordi han ved, at det ikke er antisemitisk«, skrev avisen Le Figaro.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her