Ukendte gerningsmænd har affyret raketter mod den danske lejr Camp Eden i Irak. En af raketterne landede inden for lejrafspærringen, en anden slog ned uden for. Ingen danske soldater kom til skade under angrebet, der kommer efter en periode, hvor der har været stille i det danske område i det sydlige Irak. Alle mand i bunkerne Angrebet skete mandag aften klokken 21.20 dansk tid. Lejrens ledelse beordrede alle mand i bunkerne og talte soldaterne op. En patrulje kørte ud i området for at finde gerningsmændene, men eftersøgningen bar ikke frugt. Ledelsen for de danske styrker har til morgen været til møde med det lokale politi og den irakiske nationalgarde. Ifølge Hærens Operative Kommando har de irakiske myndigheder lovet at samarbejde med den danske styrke 'med stor vilje' for at få opklaret sagen. Beredskab tunet Den danske lejr ligger i ørkenen 80 km nordvest for Basra, men skal efter planen flytte tættere på havnebyen. Angrebet har allerede fået konsekvenser for beredskabet i lejren. »Vi slukker mere lys om aftenen for at gøre det sværere at sigte på os. Samtidig sender vi flere patruljer ud i området, så de kan holde øje med, om der er nogen, der måtte planlægge noget lignende«, siger presseofficer Nicolai Jöhncke til Politiken. God stemning i lejren Stemning i lejren er god, siger Nicolai Jöhncke: »Vi var godt forberedt. Vi fik afprøvet de procedurer, som vi har øvet, og de viste sig at virke«, siger han. 'Som en stor håndgranat' De to 107 mm raketter er af kinesisk oprindelse og har tidligere været anvendt i angreb på koalitionsstyrkers lejre rundt om i Irak. De har en rækkevidde på cirka otte kilometer og indeholder omkring to kilo sprængstof. Det er små raketter, der er lavet til at virke mange ad gangen i et raketbatteri. »Men hernede bruger de dem enkeltvis. Når de sprænger, svarer det til at sprænge en meget stor håndgranat. Eksplosionen sender jernsplinter gennem luften, så det var godt, der ikke stod nogen i nærheden«, siger Nicolai Jöhncke. Jævnlige angreb Den danske bataljon ved stadig ikke, hvem der har affyret raketterne. De fortsætter med at undersøge området og tale med lokalbefolkningen for at høre, om nogen har observeret noget usædvanligt. Det sker jævnligt, at oprørere, der modarbejder koalitionen og den ny irakiske regering, angriber danske soldater i den krigshærgede ørkenstat. Ingen soldater er kommet noget til under de seneste angreb. Kom i klemme i stammefejde 7. juni affyrede formodede medlemmer af en shiamuslimsk milits raketdrevne granater mod en dansk patrulje i al-Qurnah, og 21. maj kom soldater i skudlinjen under en fejde mellem to lokale stammer, der kæmper om magten i området. 8. maj var styrkerne i en to timer lang ildkamp med en milits, og 9. april blev soldater angrebet af oprørere, der skød med granater og håndvåben mod danskerne.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























