Et republikansk forslag om en forfatningsændring, der skulle forbyde alle amerikanske bøsser og lebiske at blive gift, er blevet stoppet af det amerikanske senat. Forslaget har ikke fået opbakning fra de 60 senatsmedlemmer, som var nødvendigt for sende det til afstemning. Og dermed bliver der ikke nogen forfatningsmæssig lov imod homoseksuelle ægteskaber - i hvertfald ikke dette år. Republikanerne fortsætter kampen Republikanerne lover imidlertid at blive ved med at kæmpe for et forbud: »Jeg mener, at vores lands fremtid balancerer på kanten, fordi ægteskabets fremtid balancerer på kanten«, siger senator Rick Santorum. Præsident George W. Bush har været en varm fortaler for at forbyde homoseksuelle ægteskaber. I en tale denne weekend kaldte han ægteskabet mellem mand og kvinde for »civilisationens mest fundmentale institution«. Kritikere har beskyldt ham for at bruge forslaget som en måde at høste republikanske stemmer op til det kommende præsidentvalg. Flere stater tillader homoseksuelle ægteskaber Det er staten Massachusetts og byen San Franciscos beslutning om at tillade homoseksuelle ægteskaber, der har fået republikanerne til at udforme forslaget, der skulle sætte en stopper for det én gang for alle. De øvrige amerikanske stater forbyder hver især ægteskaber mellem partnere af samme køn, men der er verserende retssager i fire stater for at lovliggøre dem. Forslaget har splittet republikanerne. Senator John McCain fra Arizona har for eksempel kaldt forslaget »unødvendigt og u-republikansk«. Amerikanerne tvivler »Hvad tyder på, at staterne ikke er i stand til at udøve den autoritet, som de har udøvet med succes i over 200 år? Vi må vente lidt længere for at se, om verdens undergang er over os«, siger McCain. Meningsmålinger viser, at et flertal af amerikanerne er imod homoseksuelle ægteskaber, men samtidig er amerikanerne splittet i spørgsmålet om, hvorvidt det er nødvendigt med en forfatningsændring for at forbyde dem.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























