Yukos-chef: Absurde beskyldninger

Lyt til artiklen

Ruslands rigeste mand, Michail Khodorkovskij, virkede selvsikker, da han ved en domstol i Moskva afviste en stribe anklager mod ham om skattesvindel og tyveri og andre kriminelle handlinger. Han sagde, at sådanne påstande er absurde, og at regeringen vil gøre ham til en syndebuk for den omstridte privatisering af statslige virksomheder i begyndelsen af 1990. Anklageren havde torsdag beskyldt Khodorkovskij, som er hovedaktionær i Yukos og har været fængslet siden oktober, for 11 alvorlige lovovertrædelser. Risikerer 10 års fængsel Det risikerer han ti års fængsel for. Samme straf truer hans forretningspartner og nabo på anklagebænken, Platon Lebedev, som angiveligt er i skyldig i ditto lovbrud. Det afviser Lebedev lige så kategorisk som Khodorkovskij. Retssagen, som mange russere mener er mere politisk end juridisk, tiltrækker sig meget opmærksomhed i Moskva. »Anklagerne mod mig minder om politisk undertrykkelse. Jeg vil i løbet af retssagen bevise, at de er tåbelige og ubegrundede. Jeg vil bevise, at man forsøger at give mig skylden for de fejl, som lovgivningen tillod i privatiseringsårene. Og jeg vil også bevise, at påstanden om, at jeg ikke har betalt skat, er absurd. Skattemyndighederne kontrollerer Yukos 500 gange om året, og alle beretningerne herom går direkte til skatteministeriet, som har accepteret vores oplysninger og selvangivelser«, sagde Khodorkovskij ved høringen i sit svar på anklagerens tale torsdag, hvor han bl.a. blev beskyldt for at have stået i spidsen for en gangsterbande. Bande ville tilegne sig statslige virksomheder Ifølge anklageren, Dmitrij Sjokhin, var bandens mål at tilegne sig andele i de statslige virksomheder med »bedrageriske og svigagtige metoder«. Lebedev tilsluttede sig angivelig banden vel vidende, hvad den gjorde. Lebedev, som har siddet fængslet siden juli i fjor, sagde under afhøringen i går, at en del af det, som anklagemyndigheden kalder beviser, er fabrikeret og indeholder bevidste løgne. »Jeg er kommet til den konklusion, at myndighederne undertrykker mig enten af politiske eller af andre grunde ... Sagen mod mig er konstrueret ... jeg vil slås for retfærdighed og udnytte alle de muligheder, det russiske retssystem råder over. Jeg vil også appellere til retsinstanser som Den Europæiske Domstol for Menneskerettigheder«, sagde Lebedev, som tidligere var chef for Yukos' bank, Menatep. Fortrøstningsfulde Begge mænd virkede fortrøstningsfulde i går, og torsdag under den timelange oplæsning af anklageskriftet gjorde de ligefrem indtryk af at være ret afslappede. Khodorkovskij spøgte sågar med fotografer, da de tog billeder af ham bag gitrene i et metalbur. Men trods bestræbelsen på at bevare optimismen er deres situation alvorlig, og selv nogle af de folk, som støtter dem, frygter udfaldet. Sagen optager en del plads i de russiske medier, som stort set alle bragte citater fra anklageskriftet om de to mænds angivelige skyld i tyveri, sammensværgelse, dokumentforfalskning, unddragelse af både personlig og virksomhedsskat, bedrageri m.m. Khodorkovskijs sympatisører, blandt dem flere prominente skikkelser fra den liberale del af Ruslands politiske scene, mener, at deres protege vækkede præsidentens vrede i december, da han finansierede nogle oppositionspartiers kampagne op til parlamentsvalget. Khodorkovskij kritiserede samtidig præsident Vladimir Putin og Kreml for at indskrænke det skrøbelige demokrati Rusland og føre en erhvervsfjendsk politik. Lukke munden Også mange analytikere, både russiske og udenlandske, mener, at det faktiske mål med retssagen er at lukke munden på en politisk modstander og at afskrække eventuelle andre fra at vove noget lignende. De understreger, at Khodorkovskijs forretningsmetoder har været kendt i årevis, og at de ikke adskiller sig fra dem, andre russiske oligarker bruger. Stort set alle de nyrige russeres ofte enorme formuer har rødder netop i den 'vilde' privatisering af statslige virksomheder, som daværende præsident Boris Jeltsin tillod efter opløsningen af Sovjetunionen og planøkonomiens kollaps. Men disse dollarmillionærer og milliardærer holder sig i modsætning til Khodorkovskij og nogle af hans partnere på god fod med Kreml. Myndigheder forlanger milliarder Det store spørgsmål nu er ikke kun Khodorkovskijs fremtid, men også Yukos'. Selskabet, som producerer en femtedel af Ruslands olie, kom i vanskeligheder efter chefens anholdelse sidste år. Nu forlanger myndighederne milliarder af dollar i restskat, som Yukos angivelig skylder for 2000-2003. Selskabets repræsentanter kalder kravet absurd, men er villige til at betale. Det første afdrag er allerede overført. I alt kan summen komme op på ni milliarder dollar.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her