Dommens dag for magtkamp om euroregler

Lyt til artiklen

»Kommissionen har ikke monopol på at tænke«. Sådan lød den lettere skadefro bemærkning fra Frankrig daværende finansminister, Francis Mer, da det sidste efterår var lykkedes ham og hans tyske kollega at slippe for truslen om milliardbøder efter brud på EU's budgetregler. Skelsættende afgørelse Med en skelsættende afgørelse vil EF-domstolen i dag slå fast, om kommissionen tænker rigtigt, når den beskylder EU's ministerråd for have begået traktatbrud ved at lade Frankrig og Tyskland slippe af krogen. Hvis domstolen giver Romano Prodi og hans kommissærer ret, vil det ikke umiddelbart få konsekvenser for de to store lande. Men dommen vil have meget stor betydning for kommissionens troværdighed som traktaternes 'vagthund' og for princippet om, at alle medlemslande behandles ligeværdigt. Kan fremskynde spilleregler Dommen kan også fremskynde planer om at ændre på unionens økonomiske spilleregler. Trods gentagne advarsler fra EU-kommissionen fortsætter både Frankrig og Tyskland for tredje år i træk med at bryde reglerne om, at et medlemslands offentlige underskud ikke må overskride tre procent af landets bruttonationalprodukt. En af kommissionens vigtigste opgaver er at sikre overholdelse af unionens traktater og andre grundlæggende regelsæt - og derfor foreslog kommissærerne sidste år at tage de første skridt til at straffe de to europæiske stormagter. Men på et dramatisk møde mellem de europæiske finansministre 25. november 2003 lykkedes det for det daværende italienske EU-formandskab at skabe flertal for nogle beslutninger, der i realiteten satte stabilitetspagten ud af kraft. Frankrig og Tyskland blev afkrævet politiske løfter om at stramme deres økonomier, men den lovfæstede procedure for henstillinger, pålæg og i sidste ende bøder blev suspenderet. Danmark undlod at stemme Danmark, Sverige og Storbritannien, der alle står uden for euroen, undlod at stemme, mens eurolandene Spanien, Østrig, Finland og Holland under voldsomme protester stemte imod suspensionen af strafproceduren. »Hvis ikke traktaterne og reglerne i unionen overholdes, så er det naturligvis meget skadeligt for hele EU«, rasede den hollandske finansminister, Gerrit Zalm. Det skal blive interessant at høre, hvad han siger til dommen i dag, hvor netop Holland har overtaget EU-formandskabet. Hverken hollænderne eller kommissionen turde i går foregribe EF-domstolens afgørelse, som er ventet med stor spænding. »Hvis vi får ret, så er sidste års beslutning ugyldig. Så er bolden vel tilbage hos EU's finansministre. Men ingen ved helt, hvad det betyder, for det er aldrig sket før i så grundlæggende en sag«, siger en kilde tæt på kommissionsformanden. 'En fejl' at rejse sagen Dommen i dag falder på ukendt grund - og midt i en stærkt politisk kamp om, hvor meget indflydelse EU's institutioner skal have på medlemslandenes økonomiske politik. Blandt jurister mener en del, at det var en fejl overhovedet at rejse sagen, fordi afgørelsen ikke kan håndhæves. Mange økonomer mener, at stabilitetspagten under alle omstændigheder er en forældet, økonomisk spændetrøje, et synspunkt, som EU-kommissionen og en række medlemslande ikke er fremmed over for. Men domstolssagen handler egentlig ikke om økonomi. Den handler om, hvorvidt samarbejdets fælles regler kan bøjes eller ej.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her