Slobodan Milosevic ventes at holde ophidsede og til dels politisk ladede taler, når han i dag i Haag indleder sit eget forsvar ved FN's Krigsforbryderdomstol for det tidligere Jugoslavien. Den tidligere jugoslaviske præsident, der er anklaget for krigsforbrydelser, folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden, har siden februar 2002 været i domstolens varetægt. Der er i alt rejst over 60 anklager mod ham i forbindelse med de blodige krige i Kroatien 1991-95, Bosnien 1992-95 og Kosova 1998-99. Under krigen i Bosnien, der kostede over 200.000 mennesker livet, var Milosevic ifølge anklagemyndigheden ansvarlig for to tilfælde af folkedrab. Anklageskriftet omfatter 60 punkter, herunder også forbrydelser mod menneskeheden. Hvis han findes skyldig i anklagerne, vil han blive idømt fængsel for livstid. I de to år, hvor anklagerne har fremlagt deres sag mod den tidligere præsident, har de forsøgt at bevise, at Milosevic var en beregnende og kynisk politiker, som kontrollerede det politiske liv i Jugoslavien og havde magt over serbere i Kroatien og Bosnien, selv om han dengang kun var serbisk leder. Kampivrig Milosevic Milosevic har været kampivrig, siden retssagen mod ham blev indledt. Han vil være sin egen forsvarer, og han nægter at anerkende den internationale domstols lovlighed. I stedet for at forsøge at modbevise anklagerne mod ham har Milosevic fastholdt sine anklager om, at vestlige lande støttede separatistiske bevægelser i det tidligere kommunistiske Jugoslavien, hvorved grunden blev lagt for de blodige krige, der førte til landets opløsning. I sin åbningstale mandag, der bliver sendt direkte på tv i Serbien, og som ventes at vare fire timer, vil Milosevic forsøge at genoplive sin tidligere popularitet. Men udsendelserne fra Haag nyder ifølge iagttagere ikke længere den store interesse i Beograd. I Serbien er de fleste optaget af at komme videre snarere end konstant at fokusere på fortiden, og Milosevic' tidligere rolle som leder af det serbiske folk har kun appel til mindre grupper. Maratonsagen mod Milosevic, der anses for at være den vigtigste krigsforbrydersag i Europa efter Anden Verdenskrig, ventes at vare frem til midten af 2005. Den har været afbrudt og udskudt over en halv snes gange - blandt andet på grund af den 62-årige tiltaltes skrøbelige helbred. Milosevic vil indkalde 1.631 vidner Milosevic har selv fremlagt en liste med navne på 1.631 personer, som han ønsker indkaldt som vidner, men han vil blive nødt til at reducere den kraftigt, hvis han skal overholde den tidsfrist på 150 dage, som retten har afsat til forsvaret. Milosevic har blandt andet skrevet den tidligere amerikanske præsident Bill Clinton på sin liste. Men som en jurist har fremhævet, må Milosevic snart gøre op med sig selv, om han vil fortsætte med at diskutere med andre (tidligere) statsledere eller begynde at opføre sig som en tiltalt. Anklagemyndigheden sluttede formelt sin procedure mod Milosevic i vinter. Selv om den jurauddannede ekspræsident har valgt at føre sit eget forsvar, så har domstolen alligevel beskikket en gruppe advokater, der skal sikre ham en retfærdig retssag.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Han har placeret sig som den vel nok kvikkeste borgerlige tænker
Fylder engelske ord for meget i dansk?
Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?



























