Amerikanske soldater har i flere tilfælde mishandlet irakiske børn i det berygtede Abu-Ghraib fængsel uden for Bagdad. Det fortæller Internationalt Røde Kors og FN's børnefond, Unicef, til det tyske tv-magasin 'Report Mainz', som bliver vist mandag aften. Afsløringen kommer samtidig med, at de amerikanske myndigheder fører sager mod soldater, der har ydmyget og mishandlet fanger i Abu Ghraib. Sagerne har ført til stor international fordømmelse. De har hidtil drejet sig om voksne fanger. Pige trængt op i en krog og klædt af Det tyske tv-magasin har haft adgang til vidneforklaringer og andre beviser på, at børn er blevet mishandlet og tortureret i fængslerne. Et eksempel fra Abu Ghraib drejer sig om en pige på 15 år. Underofficer Samuel Porvance fortæller, at amerikanske forhørseksperter trængte pigen op i et hjørne af cellen og flåede tøjet af hende. Hun var næsten afklædt, da militærpolitifolk greb ind og stoppede overgrebet. Et andet eksempel handler om en 16-årig fange, som fangevogterne gennemblødte med vand. Derefter satte de offeret i en bil og kørte rundt i nattekulden. Siden blev den 16-årige smurt ind i mudder. Mindst 107 børn sidder fængslet i Irak Ifølge Røde Kors sidder mindst 107 mindreårige indespærret i fængsler i Irak, som koalitionen bestyrer. »Mellem januar og maj i år har vi fundet 107 børn i seks forskellige fængsler, som er under koalitionens kontrol. Men antallet af børn kan være højere, uden at vi ved det«, siger Florian Westphal, talsmand for Internationalt Røde Kors. Koalitionens soldater har ifølge en ikke offentliggjort rapport fra Unicef fængslet børn i Basra og Kerbala for at have gjort modstand mod den nu tidligere besættelsesmagt. Efter forhør er børnene blevet ført til en fangelejr i havnebyen Um Kasr. Unicefs rapport indeholder flere detaljer om mishandlinger af fængslede børn. Krav om undersøgelse Unicef peger på flere problemer ved at holde børn indespærret i Irak: De har ingen kontakt til deres familie, de ved ikke, hvor længe de skal sidde fængslet, og deres sag er ikke blevet prøvet ved en domstol. Amnesty International har bedt den amerikanske regering om en forklaring på historierne om tilfangetagne og mishandlede irakiske børn.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























