De fleste arabiske aviser hilser i dagens aviser retssagen mod Saddam Hussein velkommen og glæder sig på det irakiske folks vegne. Andre aviser skriver, at der ikke kan være tale om en retfærdig retssag under en regering, der er udpeget af USA. Mest hidsige er de kuwaitiske aviser, der er tæt på at selvantænde af raseri over, at ex-diktatoren under gårsdagens retsmøde kaldte kuwaiterne 'køtere'. Kræver dødsdom Den kuwaitiske premierminister, Sheik Sabah al-Ahmad al-Sabah, sagde ifølge Reuters, at Saddam Hussein kan sige, hvad han vil; »Hans skæbne er kendt...hans skæbne er lig en køters«, Med denne udtalelse hentydede premierministeren til Saddam Husseins angreb på kuwaiterne i retten, hvor Hussein sagde, at Kuwait altid havde været en del af Irak og spurgte, hvordan dommeren som iraker kunne forsvare 'disse køtere', der ville gøre de irakiske kvinder til billige ludere ved at sænke oliepriserne. Al-Sabah gentog herefter et tidligere kuwaitisk krav om, at den tidligere irakiske diktator skal henrettes for sine gerninger. Betalte Iraks krig mod Iran Professor Hamed al-Abdullah fra Kuwaits Universitet påpeger, at Kuwait i sin tid både moralsk og finansielt støttede Saddam Husseins krig mod Iran i 80'erne, hvorefter Saddam Hussein gengældte tjenesten med at invadere landet. »Saddam skal takke Gud for, at han er i en retssal. Under hans regime var der aldrig retssager«, siger professoren ifølge Reuters. »Hussein har aldrig accepteret loven« Den Saudiarabiske avis Arab News skriver, at det ikke kan undre nogen, at Saddam Hussein ikke anerkendte domstolens ret til at dømme ham. »Han har aldrig i sin lange og stygge politiske karriere accepteret love«, skriver avisen. Også den egyptiske avis, al-Akhbar, mener, at retssagen er helt på sin plads og påpeger, at anklagen skulle gå på alle de uretfærdigheder ex-diktatoren har gjort mod sit eget folk og alle arabere i det hele taget. Kritik af domstol Flere arabiske aviser stiller store spørgsmålstegn ved den irakiske domstols objektivitet. Bahrain Tribune havde således en tegning, der viste to amerikanske soldater, hvoraf den ene soldat holdt Saddam Hussein i kraven, mens den anden holdt en dommer i form af en dukke. Den sudanesiske avis al-Adwa skriver, at det er Saddam Hussein, der nu fører en retssag imod dem, der satte ham i fængsel. Hermed hentyder avisen til, at Saddam Hussein under gårsdagens retsmøde spurgte, under hvis jurisdiktion retssagen blev holdt og påpegede, at det hele var et stort teater og, at det var USA's præsident Bush, der var den virkelige forbryder, fordi han uden det internationale samfunds accept invaderede Irak.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























