Den israelske regering tager ikke nok hensyn til, hvilke negative konsekvenser dens førte politik har for verdens jøder, konkluderer en ny rapport. Den 600 sider lange rapport er udarbejdet af Jewish People Policy Planning Institute (JPPPI), som ledes af USA's tidligere mellemøstenudsending, Dennis Ross. Institut: Sharon, tag hensyn Instituttet opfordrer Ariel Sharons regering til at tage større hensyn til det store flertal af jøder, der ikke bor i Israel, og opfordrer til at oprette et nyt organ, som skal repræsentere alle verdens jøder, skriver Jerusalem Post. Hverken Jewish Agency eller World Jewish Congress repræsenterer verdens jøder på rette vis, og mange jødiske ledere er samtidig frustrerede over deres egen begrænsede indflydelse på israelsk politik. En politik, der ofte får direkte konsekvenser for jøder i hele verden, konkluderer rapporten. Jøder vælger nye livsbaner Israel både samler og splitter jøderne og høster med landets politik alt fra stolthed og solidaritet til kritik, hedder det videre. Rapporten peger også på, at stadig flere jøder indgår ægteskab med ikke-jøder og lader deres børn vokse op uden for jødedommen. »Det at være jøde er i stigende grad blevet et spørgsmål om valg, snarere end om fødsel. Svækkelsen af de traditionelle familieenheder og et stigende antal skilsmisser og aleneforældre har begrænset folks ønske om at involvere sig i et jødisk fælleskab, som ofte er familieorienteret«, mener JPPPI. Flere skal konvertere Instituttet anfører, at antallet af jøder i verden er faldende og opfordrer derfor israelske myndigheder til at komme i gang med at få flere til at konvertere til jødedommen. JPPPI er samtidig bekymret for den fremherskende opfattelse af, at Israel halter noget efter de rigeste lande i Vesten, hvor et stort antal jøder lever og klarer sig godt. Det påvirker mange jøders syn på immigration, mener instituttet.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























