Israels regering slår nye streger på tegnebrættet, så den omstridte sikkerhedsbarriere på Vestbredden ikke afskærer palæstinenserne fra deres marker, skoler og arbejdspladser. Det meddeler det israelske forsvarsministerium, efter at landets Højesteret har afsagt en dom, der beordrer Israel til at ændre linjeføringen af en 40 km lang strækning, der endnu ikke er bygget. Sagen er anlagt af en række palæstinensiske landsbyer nordvest for Jerusalem. De beskyldte staten for at afskære dem fra deres oliven- og citrusmarker, fra andre landsbyer i området og fra store byer på Vestbredden, som de handler med. Udsigt til samme dom i andre sager Dommen slår fast, at Israel ikke må forringe palæstinsernes levevilkår i sikkerhedens navn. Den ventes at danne præcedens for omkring 20 lignende sager. Palæstinensernes advokat kalder dommen »modig og meget vigtig«. Dommen slår fast, at »staten på finde en udvej, der måske giver mindre sikkerhed, men som gør mindre skade på lokalbefolkningen«. Og det er Israels regering indforstået med. »Ændringen af disse dele (af sikkerhedsbarrieren, red.) vil ske i henhold til dommen fra Højesteret«, oplyser forsvarsministeriet ifølge Reuters. 190 km er bygget Israel siger, at sikkerhedsbarrieren er nødvendig for at forhindre militante palæstinensere i at krydse grænsen fra Vestbredden til Israel for at udføre terrorangreb. Palæstinenserne siger, at barrieren er et forsøg på at indføre nye grænser, der strider mod den vedtagne grænsedragning. Der er foreløbig bygget 190 kilometer af barrieren, der ifølge planen skal være 700 km lang. Den Internationale Domstol i Haag afgør om ti dage, om selve barrieren overhovedet er lovlig. Højesterets dom anerkender Israels ret til at beskytte sig mod terrorister ved at opføre den otte meter høje beton-barriere.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























