Bush fastholder irakisk forbindelse til bin Laden

Lyt til artiklen

USA's præsident George W. Bush fastholder, at Saddam Hussein havde »forbindelser« til terrornetværket al-Qaeda, selvom en officiel undersøgelseskommission er nået frem til den stik modsatte konklusion. »Grunden til, at jeg insisterer på, at der var en forbindelse mellem Irak og Saddam og al-Qaeda, er, fordi der var en forbindelse mellem Irak og al-Qaeda«, sagde præsidenten til journalister efter et regeringsmøde, skriver AFP. Kommission afviser forbindelse Undersøgelseskommissionens konklusion, der er blevet delvist offentliggjort, gik på, at Irak ikke hjalp terrornetværket al-Qaeda med terrorangrebene i USA 11. september 2001. På to punkter går kommissionen stærkt i rette med påstande fra præsident George W. Bushs regering. Der er ikke fundet beviser for, at Iraks Saddam Hussein samarbejdede med kaprerne og havde del i terrorangrebet. Kommissionen punkterer også myten om, at Kaprernes leder, Mohammed Atta i april 2001 mødtes med en irakisk efterretningsmand i Prag. Et overvågningskamera har afsløret, at han den pågældende dag hævede 8.000 dollar i en bank i delstaten Virginia. Bush og hans vicepræsident, Dick Cheney begrundede blandt andet krigen mod Irak med, at al-Qaeda havde fået hjælp af Saddam Hussein til terrorangrebene, der kostede cirka 3000 mennesker livet. Kommissionen siger i sin rapport, at der ikke findes »troværdige beviser« for, at Irak hjalp al-Qaeda og dets leder Osama bin Laden. Kraftig kritik af Bush Kommissionens konklusioner har fået amerikanske lederskribenter til på ny at kritisere præsident Bush og hans folk for at have vildledt den amerikanske befolkning forud for krigen mod Irak. The New York Times opfordrer Bush til at give amerikanerne en undskyldning for at være gået i krig mod Irak. »Nu må Bush give den amerikanske befolkning en undskyldning fordi, han fik dem til at tro, at USA gik i krig på grund en forbindelse mellem Irak og al-Qaeda«, skriver avisen. Samme kritiske linje er flere andre amerikanske aviser inde på. Blandt andet skriver Los Angeles Times, at trods Bush-regeringens vedvarende påstand om, at Irak støttede al-Qaeda, »står det stadig mere klart, at det ikke passer«. Lille sejr til Bush Til gengæld kan Bushregeringen glæde sig over, at en af dens nære allierede, regeringen i Saudi-Arabien - hvor hovedparten af kaprerne kom fra - ikke skød penge i aktionen. Finansieringen kom især fra muslimske velgørenhedsorganisationer inklusive saudiarabiske og var enten doneret eller stjålet. Kommissionen afviser også påstanden om, at hustruen til Saudi-Arabiens ambassadør i Washington havde bidraget med penge til terrorangrebet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her