Mindst 12 personer er dræbt og 13 såret, efter at en selvmordsbomber har bragt sin bil til sprængning uden for en officersskole i Iraks hovedstad, Bagdad. Det siger oberstløjtnant James Hutton til nyhedsbureauet Associated Press. En patruljevogn forsøgte at stoppe selvmordsbomberen, da han kørte i den forkerte side af vejen direkte mod skolen, der huser både irakiske og amerikanske officerer. Kun motoren stod tilbage Netop som patruljevognen havde stoppet bilen, eksploderede den. Fire irakiske politimænd og selvmordsbomberen er blandt de omkomne. Ingen amerikanske soldater kom til skade. Politiet afspærrede området, og de sårede blev bragt til hospitalet. Bomben var så kraftig, at selvmordsbomberens bil blev flået helt i stykker. Kun motoren stod tilbage. Desuden blev politibilen og otte civile biler beskadiget. Angrebet er den tredje bilbombe på mindre end en uge. To bilbomber dræbte 15 og sårede 50 tirsdag. Det sker jævnligt, at oprørere angriber irakiske politifolk, som de beskylder for at være i lommen på den amerikansk-ledede koalition. Endnu en højtstående embedsmand dræbt Tidligere søndag blev endnu en højtstående embedmand fra den irakiske regering dræbt. 63-årige Kamal al-Jarrah, generaldirektør for undervisningsministeriets kulturafdeling, blev angrebet af attentatmænd, da han forlod sit hus i det vestlige Bagdad. Han døde på hospitalet af sine kvæstelser. Lørdag blev en af regeringens viceudenrigsministre dræbt i Bagdad. Radikal imam vil danne et parti Samtidig med de blodige bomber har den radikale shiamuslimske imam Moqtada al-Sadr meddelt, at han vil danne et parti og stille op til det første frie valg i Irak, der ventes afholdt i 2005. »Vi planlægger at grundlægge et parti for at udtrykke folkets synspunkter, fordi folket har tillid til os«, siger al-Sadrs rådgiver Qais al-Khazaali ifølge det franske nyhedsbureau AFP. Moqtada al-Sadrs Mehdi-hær har siden april været i kampe med amerikanske styrker i byerne Najaf, Kerbala og Kufa syd for Bagdad.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























