EU's forfatningstraktat får det røde kort af EU-borgerne i lande som Storbritannien og Polen, hvis ikke politikerne i de enkelte lande tager sig alvorligt sammen og forklarer, hvad den handler om. Det mener Anne Mette Vestergaard, som er europapolitisk chefrådgiver for Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS. Selv om EU-modstanderne har trange kår i Danmark efter valget, har EU-skeptikere og -modstandere i flere andre lande fået et brag af et valg, og skeptikerne repræsenterer nu 10-15 procent af medlemmerne i Europaparlamentet. Medind til modstandere Især det britiske modstanderparti UK Independence Party har fået medvind. Indtil videre har partiet firedoblet sit antal af mandater fra 3 til 12. I det nye medlemsland Polen fik det nationalistiske modstanderparti Selvforsvarspartiet næsten 20 procent af stemmerne, mens en stor del af vælgerne i Tjekkiet også viste sig som unionsskeptikere. Tendensen til at sige nej til EU giver et klart signal til politikerne om at tage fat på de emner, der er kritik af, hvis ikke den kommende forfatningsafstemning skal falde til jorden. Hvis bare ét land siger nej, skal forfatningen formentlig igennem en ny forhandlingsrunde. »Unionsmodstanden er markant i visse lande og et vink med en vognstang til regeringscheferne om, at der er behov for at gøre EU mere borgernært. Det er den nye traktat et forsøg på, men det vil kun slå igennem, hvis politikerne gør sig umage med at forklare indholdet, så alle er med på, hvad den handler om. Ellers får vi et nej«, siger Anne Mette Vestergaard. »I de lande, hvor skeptikergruppen er størst, må politikerne sørge for at gribe fat i netop de områder, kritikken rettes mod. Skeptikernes fremgang viser, at politikerne ikke har været deres opgave voksen«, siger Anne Mette Vestergaard. Hun peger på, at traktaten netop er blevet formuleret i et nogenlunde forståeligt sprog, og at én af fornyelserne i traktaten er at gøre EU-systemet mere gennemskueligt og åbent. For eksempel vil det blive muligt at være med som almindelig borger, når der stemmes i ministerrådet. Svære tider venter I Storbritannien går unionen en svær tid i møde med flere og flere modstandere. »Valget har udstillet den massive bund af EU-skeptikere i Storbritannien. Vi har altid vidst, at den var der, men den er nu blevet opslugt af UK Independence Party, hvor den tidligere havde hjemme hos de konservative«, siger professor Iain Begg fra London School of Economics. »Folk har stemt på netop dét parti, fordi det har slået på farerne ved europæisk integration. Hvis vi ser på situationen i dag, er det klart, at det ville blive et nej, men jeg tror på et ja, når afstemningen om sandsynligvis et par år skal gennemføres«, siger han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























