Bush opfordrer NATO til rolle i Irak

Lyt til artiklen

Kun få timer efter at stormagterne var blevet enige om en ny resolution for Irak, afslørede G8-topmødet på Sea Island i den amerikanske delstat Georgia, at det transatlantiske forhold endnu ikke er kommet sig helt over sin ægteskabelige krise. USA's præsident, George W. Bush, opfordrede til, at NATO får en større rolle i Irak. Selv om flere NATO-lande deltager i den amerikanskledede koalition i Irak, har alliancen ikke nogen formel rolle. Frankrig afviser En af Irakkrigens største kritikere, Frankrigs præsident Jacques Chirac, skød hurtigt forslaget ned på et pressemøde i aftes: »Jeg er naturligvis åben for enhver diskussion, men det er ikke passende for NATO at intervenere i Irak. Det er ikke tidspunktet, og vi ved ikke, hvordan NATO vil blive modtaget. Måske hvis den irakiske regering anmoder om det«. G8-landene - Canada, Frankrig, Italien, Japan, Tyskland, Rusland, Storbritannien og USA - har ikke nogen formel dagsorden på deres topmøde, men diskuterer alt lige fra økonomi til ikkespredning af atomvåben. Irak og Mellemøsten var hovedpunkterne under gårsdagens drøftelser, som varede til langt ud på natten. USA vil have Iraks gæld eftergivet USA forsøger at få verdenssamfundet til at eftergive Iraks gæld på 120 milliarder dollar. Tidligere har krigsmodstanderne Frankrig, Rusland og Tyskland ikke været begejstrede for tanken, men Tysklands kansler Gerhard Schröder har givet udtryk for, at ideen kan kædes sammen med overdragelsen af magten til en ny irakisk regering. Irak skylder flest penge til Golfstaterne. Måtte dæmpe sprogbrug Lederne fra seks muslimske lande deltog i diskussionerne om Bushs store vision for et frit og demokratisk Mellemøsten. Allerede inden mødet måtte amerikanerne neddæmpe både ambitioner og sprogbrug. Tilliden til USA er ikke stor efter Irak-eventyret, hverken i den arabiske verden eller i Europa. For at få de øvrige G8-lande til at acceptere en erklæring om en begyndende demokratisering af den arabiske verden har USA måttet udskifte projektets navn, og de har haft travlt med at forsikre både araberne og de øvrige G8-lande om, at man ikke ønsker at diktere andre lande deres styreform. Amerikanerne fokuserer nu langt mere på at styrke civile institutioner, privatisering og erhvervslivet. Bushs nationale sikkerhedsrådgiver, Condoleezza Rice, forsøgte på et pressemøde i Savannah, inden G8-lederne satte sig til forhandlingsbordet, at forklare, at det aldrig havde været USA's hensigt at diktere andre lande nye styreformer: »Der er ingen, som tror, at en demokratisk udvikling kan blive presset ned over hovedet på folk udefra. Det er heller ikke tilfældet. Men Mellemøsten er en region, som har behov for forandring, og det synspunkt deles af alle, som kommer til topmødet og bestemt af alle G8-medlemmerne«. 93-årigs vrede Jean AbiNader fra det Arabisk Amerikanske Institut i Washington siger til Politiken, at de fleste i Mellemøsten også går ind for økonomisk udvikling, god regeringsførelse og demokrati, som det var formuleret i Bushs oprindelige Stormellemøstlige Initiativ, men »de har problemer med processen, som nærmest har karakter af diktat«. »Jeg tror ikke, at der er problemer på de arabiske gader med den amerikanske kultur og livsform, når det gælder frihed og alt det der. Det væsentligste for araberne er, at amerikanerne har så lidt troværdighed på grund af det palæstinensiske problem, Irak og Afghanistan«. De manglende masseødelæggelsesvåben i Irak og ikke mindst torturskandalen har også bekræftet den muslimske verdens opfattelse af amerikanerne som besættere i Irak og ikke befriere, siger AbiNader. Selv på USA's hjemmefront har især torturafsløringerne i Abu Ghraib-fængslet i Bagdad chokeret arabiske amerikanere. »Min 93-årige far, der udvandrede til USA fra Libanon som 28-årig, skammer sig for første gang over at være amerikaner. Han er kristen libaneser, så han identificerer sig ikke engang med flertallet i den arabiske verden. Min far betragter torturen som en degradering af alle de værdier, Amerika står for«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her