Globale terrorister trænes på nettet

Lyt til artiklen

Efter at militærlejre i Afghanistan er blevet sønderbombet af amerikanske fly, oplæres og trænes internationale terrorister på internettet. Al Qaeda-netværket kommunikerer via nettet, men terrorbekæmpelsen er ikke fulgt med ind i cyberspace. Sådan lyder den anklagende udmelding fra den italienske statsadvokat Stefano Dambruoso, der i et interview med det italienske nyhedsbureau Ansa udpeger indeværende uge som en af de farligste nogensinde. »Dette er en afgørende uge for den internationale terrorisme, risikoen for nye angreb er ekstremt høj«, siger Stefano Dambruoso, der er Italiens førende offentlige anklager i sager, der omhandler islamisk inspireret terrorisme. Dambruoso var indtil for kort tid siden offentlig anklager i Milano, men sidder nu i en stilling for FN i Wien. På nettet Den høje risiko mener han skyldes den nye FN-resolution for Irak og valget til EU-parlamentet. Men for at bremse eventuelle attentater må efterforskningsmyndighederne blive bedre til at søge forbryderne på nettet og holde op med at tro, at al-Qaeda er en struktureret organisation med én hjerne, mener Dambruoso. Italiensk politi arresterede tirsdag to mænd, hvoraf den ene menes at være en af hovedmændene bag attentatet i Madrid 11. marts. Stefano Dambruoso har i flere måneder advokeret for, at der skabes en særlig ekspertgruppe af efterforskere med tre kendetegn: De skal være eksperter i computere og internet, de skal kunne arabisk, og de skal samarbejde med politiet. Men sådanne efterretningsagenter gror ikke vildt i de europæiske politikorps og efterretningstjenester. Forudsigelse »Begivenhederne i Madrid blev annonceret tre-fire måneder, før de skete. Allerede i december 2003 og januar 2004 var en klokkeklar forudsigelse tilgængelig på internettet. På en engelsk hjemmeside stod der, at man ville ramme Aznar-regeringen«, siger Dambruoso, der mener, at man med de rette mennesker ved computertasterne kan forebygge aktioner og optrevle netværk. Og terroristerne nøjes ikke med at planlægge næste terroraktion på nettet. Ifølge Dambruoso kan terroristaspiranter blive trænet på nettet. »Der er ikke længere brug for at opføre komplekse træningslejre, som kan lokaliseres, i stil med dem, der eksisterede under Taleban-styret. Det er tilstrækkeligt at gennemføre online-kurser med hemmelige informationer og henvisninger til, hvor man skaffer sig våben og teknologisk knowhow«, siger Stefano Dambruoso.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her