Inden USA's forsvarsminister Donald Rumsfeld tropper op på sit arbejde i Pentagon om morgenen, skal han ofte svare på stikkende spørgsmål fra Mrs. Rumsfeld, om jagten på Osama Bin Laden. Den oplysning underholdt ministeren med i en tale til amerikanske sømænd udstationerede i Singapore, oplyser nyhedsbureauet AP. Hvor er han? »Når jeg går ud af soveværelset om morgenen, vender min kone sig ofte i sengen mod mig, og siger: "Hvor er UBL?"«, sagde Rumsfeld - og refererede til stavemåden "Usama". Forsvarsministeren understregede, at jagten på USA's hovedskurk nummer 1 er lige så intens, som den hele tiden har været siden terrorangrebet 11. september 2001. Han svarede dog ikke på, hvilket svar han stikker ud til konen i privaten. Rumsfeld indrømmede, at det er småt med konkrete oplysninger, som kan føre de amerikanske soldater i hælene på Osama Bin Laden. Men forsvarsministeren har ikke i sinde at helme, før Bin Laden sidder i saksen: »Tæt på tæller ikke«, sagde Rumsfeld og fortsatte: »Når man kaster hestesko, jo. Når man skal finde en terrorist, nej. Der er en masse mennesker, som leder efter ham. Hvis han er i live og er derude et sted, har han meget travlt med at sørge for ikke at blive fanget«. Donald Rumsfeld er overbevist om, at måden Bin Laden skal findes på, er gennem et tip - ligesom det var tilfældet, da Saddam Hussein blev fundet i en jordhule. Han forklarede fremgangsmåden for de amerikanske udstationerende - i en lysende klar formulering: »Den eneste måde, vi kunne finde ham på, var, da nogen endelig pressede nok mennesker til at finde ud af, at nogen havde en idé om, hvor nogen måske kendte nogen, som måske kendte nogen, som vidste, hvor han måske havde været«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























