Bush i forsvarsposition om Irak

Efter en forfærdelig uge for de amerikanske besættelsesstyrker i Irak taler Bush mandag aften amerikansk tid til nationen. - Foto: AP
Efter en forfærdelig uge for de amerikanske besættelsesstyrker i Irak taler Bush mandag aften amerikansk tid til nationen. - Foto: AP
Lyt til artiklen

De daglige afsløringer i Irak begynder nu for alvor at gøre indtryk på den amerikanske befolkning og i Det Hvide Hus. Præsident George W. Bush starter derfor mandag en række taler op til det irakiske selvstyre 1. juli, som skal demonstrere, at USA ikke har mistet initiativet i Irak. Efter en forfærdelig uge for de amerikanske besættelsesstyrker i Irak taler Bush mandag aften amerikansk tid til nationen. Kritikere af Bushregeringen har hele tiden hævdet, at Det Hvide Hus ikke havde en plan for efterkrigstidens Irak og forsøget på at indføre demokrati. Bush vil tale om magtskifte I talen vil Bush skitsere, hvordan den nye irakiske overgangsregering, som efter planen overtager magten 1. juli, skal fungere. Samtidig vil præsidenten forsøge at demonstrere, at han og hans regering ikke blot passivt ser til, mens Irak styrter ud i kaos, men at supermagten virkelig kan øve indflydelse på begivenhederne i Irak. Bushs tale på mandag vil blive fulgt af andre i opløbet til magtoverdragelsen. Ny FN-resolution Sammen med Storbritannien forsøger USA at få vedtaget en ny resolution i FN's Sikkerhedsråd. Den skal inddrage verdensorganisationen og andre lande i forsøget på at stabilisere situationen i det krigshærgede Irak. Ifølge nyhedsbureauet Reuters har de 15 medlemmer af Sikkerhedsrådet diskuteret et udkast til en ny resolution. USA og Storbritannien ønsker, at det forretningsministerium, som overtager magten 1. juli, får fuld suverænitet, men der hersker uenighed om en dato for, hvornår udenlandske soldater skal forlade Irak. Frankrig, Tyskland og Pakistan ønsker slutdato Frankrig, Tyskland og Pakistan ønsker en slutdato for de amerikanskledede styrker i Irak. Efter planen skal der afholdes valg i Irak i december eller januar, og den nyvalgte regering i Bagdad kan så beslutte, om mandatet for en multinational styrke skal forlænges. Amerikanerne ønsker, at der skal gå et års tid eller deromkring, inden der tages stilling til de udenlandske soldaters tilstedeværelse, men er enige i, at der skal stå i resolutionen, at soldaterne ikke skal blive i Irak for evigt. Resolutionen vil også fastslå, at irakerne selv skal have kontrol over deres olieindtægter. For øjeblikket indsættes oliepengene på en konto, som kontrolleres af den amerikanske administration. Panel skal holde opsyn med indtægter Et rådgivende panel skal dog fortsat have opsyn med indtægterne også for at overbevise investorer og donorer om, at deres penge ikke misbruges til korruption. For øjeblikket er afstanden mellem Sikkerhedsrådets medlemmer ikke så stor, men det kan hurtigt ændre sig, når FN's udsending i Irak, Lakhdar Brahimi, vender tilbage med forslag om, hvem der skal være medlem af det kommende forretningsministerium, og hvilke beføjelser den irakiske regering skal have. 18 dræbt Mindst 18 blev dræbt fredag i Irak under heftige kampe i nærheden af den hellige by Karbala, skriver nyhedsbureauet AP. Der var også fortsat kampe og eksplosioner i nærheden af byerne Najaf og Kufa syd for Bagdad. Selv om kamphandlingerne fortsætter dagligt i Irak, så risikerer spanske soldater ikke længere at miste livet på den irakiske front. Den spanske ministerpræsident, José Luís Rodriguez Zapatero, har ifølge tv-stationen CNN opfyldt sit valgløfte og afsluttet tilbagetrækningen af de spanske soldater. Mænd arresteret for halshugning CNN meddelte også fredag, at fire mænd var blevet arresteret for halshugningen af amerikaneren Nicholas Berg, som var taget til Irak på egen hånd i håb om at tjene store penge. Efter at have været anholdt af irakisk politi forsvandt Berg 10. april. En måned senere blev en video af hans halshugning lagt ud på en hjemmeside, som forbindes til terrororganisationen al-Qaeda. To af de fire mistænkte blev løsladt fredag aften, og en repræsentant for det amerikanske militær i Irak sagde, at de to sidste muligvis også ville blive sat på fri fod. En irakisk embedsmand siger til AP, at de mænd, som halshuggede Berg, blev ledet af en af Saddam Husseins nevøer Yassir al-Sabawi. Nevøen var ikke blandt de anholdte.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her