Tortur-bødler dømt i Chile

Lyt til artiklen

Mens verden diskuterer torturen i de amerikanske fængsler i Irak og Afghanistan, gør Chile i disse dage op med de tortursager, bortførelser og politiske mord, der fandt sted for 30 år siden. Mandag blev den tidligere diktator Augusto Pinochets berygtede politichef idømt 15 års fængsel for bortførelsen og drabet på journalisten Diana Aron Svigilsky i 1974. Ud over politichefen, Manuel Contreras, blev fire andre medlemmer af det tidligere hemmelige politi, Dina, idømt fængselsstraffe på mellem 10 og 15 år for tilbageholdelse og tortur af politiske modstandere. Mishandlingerne foregik i Dinas berygtede Villa Grimaldi i Santiago de Chile. Syv års fængsel for drab Blandt ofrene var Diana Aron Svigilsky, hvis 'forbrydelse' var medlemskab af det venstreorienterede MIR-parti, og en af partiets ledere Miguel Angel Sandoval. Han forsvandt senere, og den tidligere politichef skal om nogle uger igen for retten i denne sag. Han er allerede idømt 12 års fængsel for bortførelsen af Miguel Angel Sandoval, ligesom Manuel Contreras også har afsonet en dom på syv års fængsel for mordet på Chiles tidligere udenrigsminister Orlando Letelier i 1976. Appelsag på vej Men politichefen har appelleret dommen, og menneskerettighedsorganisationer i og uden for Chile frygter, at domstolene vil give ham medhold med henvisning til bestemmelserne om amnesti. Den inter-amerikanske domstol har dog tidligere fastslået, at tortur og forbrydelser mod menneskerettighederne ikke er omfattet af amnestiloven. Hvis sagen mod Contreras falder, må myndighederne opgive en række sager mod tidligere politikfolk og officerer, der forfulgte, torturerede og myrdede i tusindvis af politiske modstandere efter et militærkup i 1973, hvor den demokratisk valgte præsident, Salvador Allende, blev væltet. De fleste af bødlerne havde fået deres uddannelse af amerikanske tortureksperter, som chilenske medier minder om i disse dage i forbindelse med torturskandalerne i Irak. Men flere af dem erklærer sig uskyldige. For menneskerettighedsorganisationerne og de demokratiske partier i Chile er det derimod afgørende, at bødler og mordere ikke kan gå fri for straf.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her