Den oprørske unge præst Muqtada al-Sadr fik en verbal ørefigen fra Iraks vigtigste præst: Al-Sadr og hans milits er ikke velkomne i Najaf, og de bør forsvinde fra byen hurtigst muligt. Meldingen fra storayatollah Ali al-Sistani er den hidtil klareste, siden al-Sadrs oprør begyndte i starten af april. Og den viste, at den unge brushane står stadig mere isoleret i sin opstand mod besættelsesstyrkerne. Overhoved for 15 millioner shiamuslimer Al-Sistani - der er religiøst overhoved for alle Iraks omtrent 15 millioner shiamuslimer - udtalte sig, efter at der endnu en gang havde været voldsomme kampe natten igennem i de to hellige shiamuslimske byer, Najaf og Kerbala. Mindst otte irakere blev dræbt. »Det er rimeligt at kræve, at alle militære enheder trækker sig tilbage fra de to byer og tillader politi og klanledere at udfylde deres rolle som beskyttere af sikkerhed og orden«, sagde Ali al-Sistani i erklæringen. Hans krav blev dermed rettet ikke blot mod USA, men også mod Muqtada al-Sadr og hans personlige milits. En kilde fra al-Sistanis kontor bekræfter over for Reuters, at erklæringen først og fremmest retter sig mod al-Sadr. Dermed er den i direkte modstrid med al-Sadrs egen erklæring om, at hans folk beskytter de hellige steder mod USA. En erklæring, som ikke bider på de andre ledende præster, der tydeligvis er meget trætte af al-Sadrs selvbestaltede oprør. Al-Sistanis eget kontor ligger i Najaf, hvor han leder et af verdens vigtigste teologiske fakulteter. Der var natten til tirsdag ildkampe lige omkring hans kontor. Lokal protest Tidligere på måneden gik Najafs borgere i protest mod kampene, der ødelægger deres by - endnu et tegn på, at al-Sadr ikke har den popularitet, han hævder at have. Heller ikke USA er dog populær. Kampene i de to byer risikerer fortsat at skabe en folkelig oprejsning. I sin erklæring bad al-Sistani irakere fra andre byer om at blive væk fra Najaf og Kerbala. Også dette er en underkendelse af Muqtada al-Sadr, hvis folk har opfordret alle irakere til at komme til byerne og bekæmpe USA. Andetsteds i Irak blev fire irakere anholdt, mistænkt for meddelagtighed i den videofilmede halshugning af amerikaneren Nick Berg, skriver nyhedsbureauet AFP med henvisning til en irakisk kilde. Der er stadig frygt for gidseltagning i Irak, men den er dog ikke så høj som tidligere på måneden. Mandag blev to russiske gidsler frigivet uskadte.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
ANALYSE
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























