Israel afviser, at dagens angreb mod en palæstinensisk menneskemængde, der protesterede over de seneste dages israelske fremrykninger i flygtningelejren Rafah i Gaza, var en overlagt handling. »Påstanden om, at der er tale om et direkte angreb (mod demonstraionen, red.) er forkert, og jeg afviser den pure«, siger den øverste talsmand for det israelske militær Ruth Yaron til israelsk militærradio, skriver Reuters. Talsmanden siger, at helikopteren affyrede missiler væk fra menneskemængden, og at hændelsen muligvis skyldes, at »en kampvogn skød mod en forladt bygning«. Omvendt siger palæstinenserne, at Israel affyrede missiler fra en helikopter og granater fra kampvogne direkte mod menneskemængden. Børn blandt ofrene Ifølge den israelske avis Haaretz har mindst 15 palæstinensere, heriblandt flere børn mistet livet ved episoden, mens mere end 60 er såret. Vidner fortæller til avisen, at fire missiler blev affyret mod menneskemængden, der bestod af omkring 3000 demonstranter, som protesterede mod den israelske offensiv. »Det var frygteligt. Der var én person med indvoldene hængende ud, mens en anden havde ansigtet indsmurt i blod«, fortæller Mahmoud Abu Hashem, der var øjenvidne til episoden, til Reuters. USA forlanger redegørelse Angrebet har ført til rynkede bryn i USA, og præsident George W. Bushs talsmand Scott McClellan, siger at episoden i Gaza har ført til »dyb bekymring«. »Vi har bedt den israelske regering om en redegørelse for, hvad der er sket i dag. Vi vil fortsætte med at følge situationen nøje«, siger han ifølge nyhedsbureauet AP. Det israelske militær har forklaret, at det så bevæbnede palæstinensere i menneskemængden. George W. Bush, opfordrer Israel til at udvise tilbageholdenhed i Gaza og respektere »uskyldige liv«. »Jeg fortsætter med at opfordre til tilbageholdenhed. Det er essentielt, at folk respekterer uskyldige liv, så der kan opnås fred«, siger Bush. De israelske styrker rykkede ind i flygtningelejren Rafah. Det har været én af de blodigste operationer i Gaza siden besatte området i 1967. Mindst 34 er blevet dræbt og 100 såret. Der har ikke været nogen israelske tab, skriver BBC.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























