USA afviser fejlbombning i Irak

Lyt til artiklen

Irakere har begravet de fleste af ofrene fra et amerikansk luftangreb, som ifølge irakerne var rettet mod en bryllupsfest. Over 40 dræbt Mere end 40 personer blev dræbt, heriblandt to sangere, der underholdt ved brylluppet, siger overlevende beboere fra landsbyen Makr al-Deeb nær grænsebyen Qaim på grænsen til Syrien. Irakisk tv har vist optagelser fra byen af lig svøbt i tæpper, heriblandt en del i børnestørrelse, der anbringes på en lastbil. Det amerikanske militær afviser, at angrebet var en fejl. USA: Det var os der blev angrebet Ifølge amerikanerne var det tværtimod amerikanske soldater, der blev angrebet og herefter besvarede ilden. Den amerikanske hær siger også, at et af målene var et tilholdssted for udenlandske militsfolk, aktive i modstandskampen mod de amerikanskledede besættelsesstyrker i Irak. »Vi er tilfredse med, at vores efterretningsoplysninger stemmer overens med, hvad vi efterfølgende har fundet på landjorden. Dette er en af de ruter, vi i lang tid har overvåget som et sted, hvor smuglere og udenlandske krigere gemmer sig«, siger brigadegeneral Mark Kimmitt, vicechefen for de amerikanske styrker i Irak, ifølge BBC Online. Våbenfund i landsby Ifølge Kimmitt har de amerikanske styrker fundet 'mange pistoler og AK47-rifler', snigskytteudstyr, udenlandske pas og satellitkommunikationsudstyr i området, foruden omkring 1.000 dollar i den irakiske møntfod. Ifølge irakiske øjenvidner kastede de amerikanske fly mere end 100 bomber mod landsbyen, som stort set blev fjernet fra landkortet. De overlevende fra landsbyen er dem, der løb for livet, da de første bomber faldt, siger øjenvidner ifølge BBC Online. Irakisk politiker: USA's historie overbeviser ikke Et medlem af det amerikanskstøttede irakiske regeringsråd er overbevist om, at amerikanerne har begået en stor fejl. »Deres historie er ikke særligt overbevisende«, siger Mahmoud Othman til det britiske nyhedsbureau Reuters.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her