Fordømmelse af drab på Iraks leder

Lyt til artiklen

USA's administrator i Irak Paul Bremer fordømmer de terrorister, der står bag drabet på Izzedin Salim, der var leder af Det Irakiske Regeringsråd. Bremer kalder drabet for et »chokerende og tragisk tab«, men attentatet vil ikke forpurre bestræbelserne på at indføre demokrati i Irak, siger han. »Terroristerne, der forsøger at ødelægge Irak, har udført en ond og rædselsfuld handling...Men de vil blive besejret...Det irakiske folk vil sørge for, at hans (Izzedin Salims, red.) vision om et frit, demokratisk og velstående Irak bliver til virkelighed«, lyder det fra Paul Bremer. Bombe dræbte ni og sårede 14 Salim er den højst placerede irakiske embedsmand, der er blevet dræbt under besættelsen. Han sad i en bilkortege på vej ind til regeringsrådets kontorer i hovedkvarteret, da en bombe eksploderede i bilen umiddelbart ved siden af Salims bil. I alt blev ni personer dræbt og 14 såret under angrebet, der fandt sted ved en kontrolpost foran indgangen. Tre biler brød i brand og sendte en søjle af sort røg op over Bagdads morgenhimmel. Straw: Terrorister er irakernes fjender Storbritanniens udenrigsminister Jack Straw fordømmer også angrebet. Han siger at Salims død ikke må forpurre den planlagte magtoverdragelse 30. juni. »Dette angreb viser, at terroristerne og oprørerne forsøger at forpurre den fredelige overdragelse af magten fra besættelsesstyrkerne til det irakiske folk, og at disse terrorister er irakernes fjender«, siger Jack Straw. I dele af Irak er der stor modstand mod Det Irakiske Regeringsråd. Medlemmerne kritiseres for at være USA's håndlangere, fordi de er udpeget af besættelsesmagten. Ifølge planen skal en midlertidig regering overtage magten i landet 30. juni. Rådet skal være med til at udpege den nye regering. Salim var forfatter og filosof Salim var forfatter, filosof og politisk aktivist. Han skrev for flere aviser og magasiner og var den øjeblikkelige leder af regeringsrådet. Formandsskabet skifter hver måned for at tilgodese de forskellige etniske grupper i Irak. Salama al-Khafaji, medlem af Det Irakiske Regeringsråd, siger, at drabet på shiamuslimen Salim er et forsøg på at skabe splid mellem de etniske grupper i Irak og derigennem stoppe magtoverdragelsen. Et andet medlem, Nasser Kamel al-Chaderchi, lægger skylden for bomben på de samme oprørere, der har udført flere andre angreb - blandt andet på FN's hovedkvarter i Bagdad sidste år, hvor 22 blev dræbt, deriblandt FN'udsendingen Sergio Vieira de Mello. Sunnimuslim udpeget som ny leder Iraks udenrigsminister Hoshyar Zebari siger, at de »udemokratiske kræfter« ikke vil få held til at forhindre demokratiet i at sejre i Irak. Der er endnu ingen, der har taget skylden for angrebet. Det Irakiske Regeringsråd oplyser, at Ghazi Mashal Ajil al-Yawer er valgt som ny leder. Han er sunnimuslim og arbejder som ingeniør i Mosul i det nordlige Irak.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her