Ny malariamedicin kan redde millioner

Lyt til artiklen

En ny medicin mod malaria vil kunne redde millioner af menneskeliv. Det forudser FN's børnefond Unicef, der sammen med verdenssundhedsorganisationen WHO og andre sundhedsorganisationer arbejder på højtryk for at få midlet produceret og sendt af sted til udviklingslandene. Videreudvikling af kinesisk urtemedicin Den ny medicin er en videreudvikling af traditionel kinesisk urtemedicin. »Det er den hurtigste, mest effektive kur mod malaria, man overhovedet kan forestille sig«, siger den danske ekspert i tropesygdomme Ib Bygbjerg fra Panum Instituttet. Lige nu forhandler blandt andet WHO og Unicef med producenter i Kina, Vietnam, Europa og USA. »Vi har sagt til dem, at vi alene i 2005 skal bruge, hvad der svarer til 100 millioner voksenbehandlinger«, siger koordinator i WHO's malariakontrolprogram Allan Schapira. Ingen bivirkninger Medicinen er udviklet af traditionel kinesisk medicin, der i mange år stort set var glemt. I dag har det efter omfattende forskning vist sig, at stoffet ved navn Artemisinin dræber stort set alle parasitter og ikke har bivirkninger. Urtemedicinen sættes ind på et tidspunkt, hvor den hidtil mest benyttede medicin i udviklingslandene, det meget billige Klorokin, i stigende grad er uden effekt. Malaria, der hvert år dræber en million mennesker og smitter mellem 300 og 500 millioner, er nemlig blevet resistent over for midlet i store dele af verden. Kløgt mod resistens For at undgå samme skæbne for Artemisinin skal stoffet blandes med en cocktail af andre stoffer, oplyser talsmand for Unicef Muhammed Jallah. »For malariaparasitterne er meget kloge, de er dygtige til at udvikle resistens, og vi er nødt til at være forsigtige«, siger han. Pris: 100 mia. dollar om året WHO vurderer, at behandlingerne kommer til at koste 100 milliarder dollar om året. De penge skal findes i den globale fond for bekæmpelse af hiv/aids, malaria og tuberkulose og hos andre sponsorer. Men fonden er allerede under økonomisk pres, fordi ansøgninger fra udviklingslandene strømmer ind. Samtidig er WHO, Unicef og andre samarbejdspartnere meget snart nødt til at garantere store ordrer for overhovedet at få sat produktionen af medicin i gang.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her