Henrettets far: Bush bærer skyld for min søns død

'Bush og Rumsfeld er skyld i min søns død', siger den henrettedes far. - Foto: AP
'Bush og Rumsfeld er skyld i min søns død', siger den henrettedes far. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Faderen til den henrettede civile amerikaner i Irak skyder skylden for sønnens død direkte på præsident Bush og forsvarsminister Donald Rumsfeld. »Min søn døde for Bushs og Rumsfelds synders skyld. Bush-regeringen er skyld i min søns død«, siger faderen i et interview med en amerikansk radiostation ifølge det britiske nyhedsbureau Reuters. Kritik af invasion Faderen kritiserer i stærke vendinger Bush-regeringen for dens håndtering af invasionen af Irak og af efterkrigstiden. Og faderen har også lanceret en hård kritik af nogle af Bushs antiterror-initiativer, ikke mindst den såkaldte Patriot Act, som gav myndighederne udvidet adgang til at overvåge og kontrollere borgerne i USA. Faderen beskriver Patriot Act som 'et statskup'. »Det hører ikke hjemme i det Amerika, jeg voksede op i«, siger han. 'De slog deres bedste ven ihjel' Faderen siger desuden i interviewet, at han er overbevist om, at sønnen har været positivt stemt overfor sine bødler lige til det sidste. »Jeg er sikker på, at han kun så det gode i kidnapperne indtil det sidste sekund«, siger den fortvivlede far. »De (bødlerne) har ikke vidst, hvad de gjorde. De slog deres bedste ven ihjel«, tilføjer han. Topterrorist sandsynligvis drabsmand De amerikanske myndigheder har i dag konkluderet, at det med al sandsynlighed er den eftersøgte Abu Musab al-Zarqawi, der udførte drabet på den 26-årige. CIA har udført en grundig analyse af videooptagelsen og siger, at der er 'høj sandsynlighed' for, at den maskerede mand, der læser en erklæring op og derefter henretter gidslet, er al-Zarqawi. Ti mio. dollar i dusør Zarqawi er kendt for at lede et terrornetværk i Irak og menes at have nær forbindelse til al-Qaeda-lederen Osama bin Laden. I de seneste fem uger har al-Zarqawi ved tre lejligheder offentliggjort erklæringer. Han menes at stå bag et tocifret antal terrorangreb i Irak og være skyldig i drab på et trecifret antal personer. USA har sat en dusør på ti mio. dollar på al-Zarqawis hoved. Hjemmeside lukket ned Den ekstremistiske hjemmeside, der har vist videooptagelsen af henrettelsen af den 26-årige amerikaner, er i dag blevet lukket ned - i første omgang af tekniske årsager. Hjemmesiden ligger på en server i Malaysia, og administratoren siger, at hjemmesiden blev lukket, fordi antallet af besøgende har været så enormt, at trafikken har overbelastet serveren. Administratoren siger dog til BBC Online, at selskabet ikke har været klar over sidens indhold, og at den ville have været lukket ned tidligere, hvis man havde kendt til indholdet. Flere malaysiske politikere siger, at man vil undersøgt, om landet huser 'et netværk af internationale terrorhjemmesider'.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her