Syv mennesker skal henrettes som straf for, at 426 libyske børn er smittet med HIV. Det besluttede en libysk domstol i dag, skriver Reuters. Seks bulgarske sygeplejersker og en palæstinensisk læge blev dødsdømt for med forsæt at have overført den dødelige virus til børnene. Under deres arbejde på Benghazi-hospitalet gav de dømte angiveligt børnene blodpræparater inficeret med HIV. 40 børn er allerede døde af AIDS siden 1999, hvor de dømte blev tilbageholdt. Chokerende domme Bulgarien har fordømt dommene som 'uretfærdige og absurde'. »Jeg er chokeret over dommene. Regeringens officielle holdning er, at vi ikke vil acceptere dem. Sådanne domme er uretfærdige og uden grundlag«, siger den bulgarske justitsminister, Anton Stankov. Den bulgarske regering appellerer nu til deres vestlige partnere om hjælp. De håber på en stærk reaktion fra EU, USA og NATO. Derimod brød de fremmødte forældre til de inficerede børn ud i jubel, da dommen faldt. »Dommen er retfærdig. Det, de gjorde, er en forbrydelse mod menneskeheden. De plantede en bombe indeni vores børn«, siger Ramdane Ali Mohamed, hvis lillesøster er død af AIDS. Uhygiejniske forhold skyld i epidemi Den franske læge, der har fået æren for at opdage HIV-virusen, Luc Montagnier, sagde sidste år, at epidemien i Libyen dukkede op på Benghazi-hospitalet allerede i 1997, et år før de dømte ankom til stedet. Han mener, at årsagen var uhygiejniske forhold. Den bulgarske justitsminister beskylder de libyske myndigheder for ikke at ville se sandheden om HIV-epidemien i øjnene. Bulgarien havde håbet på en mildere dom, efter Libyen brød sin internationale isolation. De bulgarske medier har spekuleret i, om den libyske leder Gadaffi vil benåde de dømte som en del af sit forsøg på at forbedre forholdet til Europa. Appel De dømte havde nægtet sig skyldige, og deres forsvarsadvokater siger i dag, at de vil appellere dommene. Libyen har ikke eksekveret dødsdomme i ni år. Bulgarske sundhedsarbejdere har i mange år arbejdet i Libyen uden problemer. I øjeblikket arbejder 3000 bulgarske statsborgere i det nordafrikanske land.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























