For andet år i træk skete der i 2003 alvorlige tilbageslag for pressefriheden på verdensplan, ifølge den seneste årsrapport fra den uafhængige internationale tænketank Freedom House, der siden 1980'erne årligt har vurderet pressens vilkår på globalt plan. Rapporten viser, at nogle af de alvorligste tilbageslag ikke kun skete i lande, hvor det generelt går tilbage for demokratiet som Bolivia og Rusland, men også i etablerede demokratier som Italien. »Færre og færre mennesker på verdensplan har ucensureret og uhindret adgang til informationer om deres egne lande. Det mest bekymrende er, at nogle af forværringerne sker i demokratier«, sagde Freedom Houses direktør, Jennifer Windsor, ved præsentationen af rapporten i sidste uge. Italien er dumpet ned Italien er dumpet ned fra gruppen af lande med fuld pressefrihed til gruppen af kun delvis frie. Ministerpræsident Silvio Berlusconi har været i stand til at udøve »uacceptabelt pres« på tv-stationen RAI, og en »i forvejen bekymrende situation« er »yderligere forværret i et medielandskab, der er karakteriseret af ubalanceret mediedækning fra Berlusconis enorme medieimperium«. De bedste i klassen af 193 lande, der er vurderet i rapporten, er de øvrige vesteuropæiske, der vurderes at have fuld pressefrihed med Danmark på en delt førsteplads med Island og Sverige. Ud over Italien er Tyrkiet, der her regnes med til Vesteuropa, vurderet som kun delvis frit. Af 27 lande i Central- og Østeuropa og det tidligere Sovjetunionen er 8 karakteriseret som frie, lige så mange delvis frie og resten som ikke frie. Tilbageslag her er bl.a. sket i Bulgarien og Moldova, der faldt til henholdsvis delvis frit og ikke frit. Ingen af landene i den tidligere østblok, som er udeladt fra den seneste EU-udvidelse, vurderes at have fuld pressefrihed. 54 journalister dræbt Ifølge Det Internationale Presseinstitut (IPI) blev mindst 54 journalister dræbt sidste år. Ifølge Komiteen til Beskyttelse af Journalister (CPJ) led mindst 17 samme skæbne i dette års første kvartal. FN's generalsekretær, Kofi Anan, siger i sin hilsen til pressefrihedsdagen: »Deres død var et resultat af deres anstrengelser for at bringe os facts og førstehåndsberetninger om centrale begivenheder samt give os perspektiver på vor tids tendenser - kort sagt det grundlæggende arbejde i daglig journalistik«. Antallet af drab på og lemlæstelse af journalister er steget markant i de seneste år. Ifølge CPJ var 136 journalister fængslet ved udgangen af 2003, alene på grund af deres professionelle arbejde. Forholdene for pressen »forværredes yderligere i Rusland«, der i 2002 blev nedgraderet til »ikke frit«. »I 2003 konsoliderede Kreml sin næsten totale kontrol med landets elektroniske medier. Myndighederne brugte også juridisk og finansielt pres til yderligere at begrænse kritisk pressedækning, specielt om følsomme emner som krigen i Tjetjenien«. Økonomisk pres fører til selvcensur Ifølge Jennifer Windsor har økonomisk pres ført til øget selvcensur i russiske medier. »Desværre bliver disse faktorer ofte overset, når niveauet af pressefrihed undersøges«, sagde hun ved præsentationen af rapporten. Lande uden for Europa, som dumpede til en lavere kategori, er Bolivia, Kap Verde, Gabon, Guatemala, Guinea-Bissau og Filippinerne. Her er trusler, pres og fysiske angreb på journalister taget til. Kun i Kenya og Sierra Leone skete forbedringer. Værst i Mellemøsten Værst ser det ud i Mellemøsten og Nordafrika med 90 procent af landene kategoriseret som ikke fri for medierne. Af 19 lande i regionen anses kun Israel for at have fuld pressefrihed, Kuwait som delvis frit og resten som ufrie. I flere lande, som f. eks. i Marokko, ses antiterrorlovgivning som den vigtigste årsag til tilbageslag. De fem bundpladser indtager Burma, Cuba, Libyen, Nordkorea og Turkmenistan. Efter tegn på forbedring i Cuba i begyndelsen af 2003 skete alvorlige tilbageslag, da 27 journalister blev arresteret i marts og idømt fængselsstraffe på 14 til 27 år for deres kritiske virke. Unesco har tildelt den cubanske journalist Raul Rivero, der blev idømt 20 års fængsel, årets internationale pressefrihedspris.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























