Mens premierminister Tony Blair offentligt bakker op om det amerikanske militærs hårdhændede offensiv i Fallujah i Irak, er højtstående britiske militærfolk ifølge avisen The Guardian så utrygge ved situationen, at de foreløbig ikke vil have flere britiske soldater af sted. Og slet ikke, hvis de risikerer at komme under amerikansk kommando. Tøven i forsvarstoppen Flere britiske medier har den sidste uge skrevet, at Storbritannien er klar til at sende yderligere 2.000 soldater til Irak, blandt andet for at erstatte de spanske soldater, der er ved at rejse. Men ifølge The Guardians anonyme kilder i både regeringen og forsvaret trækker beslutningen ud, fordi forsvarstoppen tøver. Fallujah udstiller forskel Aktuelt er det den spændte situation omkring Fallujah, der har sat fokus på forskellen mellem amerikanernes og briternes måde at håndtere modstand på. Byen har været under amerikansk belejring i omkring en måned, og der har de seneste dage været voldsomme kampe. En amerikansk oberstløjtnant i Fallujah meddeler ifølge BBC, at hans tropper fredag vil begynde at trække sig tilbage for at overlade det til en nydannet irakisk hærenhed at forsøge at få kontrol med byen. Der skulle være tale om en styrke på 1.100 irakiske soldater, anført af en tidligere general fra Saddam Husseins hær, men stadig under amerikansk kommando. Oplysningen er dog senere blevet afvist af det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, der sagde, at forhandlingerne endnu ikke var afsluttet. Behov for klarere politisk ramme Britiske forsvarseksperter medgiver, at de amerikanske soldater ofte møder mere modstand, fordi de har kontrollen med mere fjendtligt indstillede områder i Irak. Men britiske medier har de seneste uger igen været fyldt med historier om, hvordan briterne bogstaveligt talt forsøger at løse konflikter over en kop te med lokale irakere. Ifølge The Guardian er der i toppen af den britiske forsvarskommando skepsis over for idéen om, at de aktuelle problemer i Irak bedst løses ved at sende flere soldater. De britiske forsvarschefer tror snarere, at løsningen skal findes ved at forsøge en anden form for ordenshåndhævelse og en klarere politisk ramme. Frygter at blive tvunget til andre metoder Forsvaret efterlyser også en afklaring af de britiske soldaters rolle og juridiske status, efter at magten i Irak formelt bliver overdraget til irakerne 30. juni. Det britiske forsvar er tilsyneladende også bange for at blive tvunget til at bruge samme metoder som amerikanerne. »Hvis vi skal gøre det, så vil vi gøre det anderledes. Vi skal være i stand til at kæmpe sammen med amerikanerne. Men det betyder ikke, at vi skal kæmpe ligesom amerikanerne«, siger en højtstående forsvarskilde til The Guardian. Blair forsvarer angreb på Fallujah Premierminister Tony Blair forsvarede i onsdags i Underhuset de amerikanske soldaters fremfærd i Fallujah. »Det er fuldstændig rigtigt og på sin plads, at de går i aktion over for oprørerne. Hvis de amerikanske soldater bliver beskudt, så er de nødt til at skyde igen«, sagde Blair. Premierministeren syntes at afvise, at der skulle være brug for flere soldater, men det stemmer dårligt med oplysninger fra forsvaret og med rapporter om USA's ønske om forstærkninger. Kritik fra Annan Senere onsdag kritiserede både FN's særlige Irak-udsending, Lakhdar Brahimi, og generalsekretær Kofi Annan amerikanerne i usædvanligt direkte vendinger. »Det er en svær situation, men jeg tror, man skal passe på ikke at gøre den meget værre. Voldsom magtanvendelse fra en besættelsesstyrke mod indbyggerne i et besat land vil kun gøre tingene værre«, sagde Kofi Annan.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Klumme af Noa Redington
Jeg kunne ikke lægge bogen fra mig

Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
Lyt til artiklenLæst op af Lars Igum Rasmussen
00:00
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Nyhedsanalyse



























