Bush tilfreds med afhøring i 11. september-kommission

Lyt til artiklen

Den amerikanske præsident George W. Bush afviser, at hans og vicepræsident Cheneys fælles optræden foran 11. september-kommissionen skyldtes, at det ville gøre det nemmere at undgå indbyrdes modsigelser under afhøringen. »Hør her, hvis vi havde noget at skjule, ville vi ikke være mødt op. Jeg kom godt igennem mødet, fordi jeg ville lade dem vide, hvordan jeg lagde strategien, hvordan vi arbejder i Det Hvide Hus, og hvordan vi håndterer trusler«, har Bush sagt efter mødet ifølge det britiske nyhedsbureau Reuters. 'Vi svarede på alt' Bush har i den forbindelse ikke nævnt, at han først afviste at træde frem for kommissionen og først gav sig, da også ofrenes familier lagde pres på præsidenten. Ifølge Bush besvarede han og Cheney alle spørgsmål under den tre timer lange afhøring. Bush siger, at håber, at den kan føre til, at man finder frem til et bedre system for, hvordan man kan gardere sig mod fremtidige angreb mod USA. Overhørte Bush advarsler? Afhøringen har drejet sig om, hvorvidt den amerikanske regering og præsident overhørte advarsler om et forestående terrorangreb i sensommeren 2001. Centralt i afhøringen af Bush stod hans svar på et notat fra den 6. august 2001 med titlen 'Bin Laden vil slå til mod USA'. Notatet fastslår, at der var al-Qaeda-terrorister i USA, og at FBI havde konstateret mistænkelig adfærd, der kunne tyde på forberedelser til 'kapringer eller lignende angreb'. Bush har sagt, at notatet ikke kunne bruges, fordi der ikke var konkrete spor i det. Men hvad Bush svarede på spørgsmålet foran 11. september-panelet, er ikke kommet frem. Afhøring ikke bevaret Bush har i øvrigt modsat sig, at afhøringen blev dokumenteret og bevaret, selv om det var et udtrykkeligt ønske fra de efterladte for terroren. Bush har de seneste dage gentagne gange ignoreret det, når reporterne har spurgt ham, hvorfor afhøringen ikke måtte bevares for eftertiden.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her