Antallet af antisemitiske overgreb er steget i Frankrig i løbet af årets tre første måneder, fremgik det af tal, som indenrigsministeriet i Paris har offentliggjort, dagen efter at 127 grave var blevet skændet på en jødisk kirkegård. Ministeriet oplyste ifølge Reuters, at man havde registreret 67 tilfælde af voldsanvendelse mod jødiske personer eller deres ejendom i første kvartal af 2004. Det er 42 flere end i det foregående kvartal. Nyheden har allerede præget den omsiggribende debat om antisemitisme i Frankrig, især i betragtning af, at de seneste gravskænderier har fundet sted i et område tæt på grænsen til Tyskland. Udenrigsminister Michael Barnier tog i en erklæring stærkt afstand fra overgrebene. I flere franske medier diskuterer politikere og kommentatorer for tiden intensivt om, hvorvidt antisemitismen har rødder på henholdsvis den historiske højre- og venstrefløj. Gravskænderierne, der blev konstateret fredag, fandt sted på kirkegården Herrlisheim nær byen Colmar, kun 20 kilometer fra den tysk-franske grænse.
Antisemitisk bølge i Frankrig
Lyt til artiklen