52 tidligere britiske diplomater har sluttet sig til det voksende kor af skarpe kritikere af den britiske premierminister Tony Blair. I et åbent brev til den britiske regeringsleder advarer de tidligere topdiplomater Blair om, at han nu enten må sikre sig reel indflydelse på USA's politik i Irak og i palæstinakonflikten eller holde op med at støtte præsident George W. Bush. Ikke for at skade Blair Brevet er skrevet af tidligere ambassadører, højkommissærer og guvernører, blandt dem folk der har repræsenteret den britiske regering som ambassadører i Israel, Irak og FN. De siger selv, at de ikke har til hensigt at skade Blair politisk, men håber at styrke dem, der deler deres holdning. Dermed henviser de formentlig til et betydeligt mindretal i regeringspartiet Labour. Om den israelsk-palæstinensiske konflikt skriver diplomaterne, at den såkaldte 'køreplan' med opbakning fra USA, EU, Rusland og FN gav håb om, at stormagterne endelig var enige om at prøve at løse en central konflikt mellem Vesten og den muslimske og arabiske verden. »Men håbet var ubegrundet. Der er ikke gjort noget effektivt for hverken at bringe forhandlingerne fremad eller at begrænse volden. Storbritannien og køreplanens øvrige sponsorer ventede bare på, at amerikanerne førte an, men de ventede forgæves. Og værre ting skulle følge«, hedder det i brevet, der kraftigt kritiserer George W. Bushs støtte til den israelske regerings nylige omfortolkning af planen. Ministerpræsident Ariel Sharons nye politik er ifølge brevskriverne ensidig, ulovlig, et skridt baglæns og et brud med fire årtiers principper for det internationale samfunds fredsbestræbelser i Mellemøsten. Irak håndteret dårligt Vedrørende Irak lægger brevskriverne ikke skjul på, at de mener, den amerikanske politik og mangelfulde planlægning har været med til at skabe den eksplosive situation i øjeblikket. Ifølge brevskriverne har koalitionen dræbt mellem 10.000 og 15.000 irakere. »Alle med kendskab til området forudsagde, at koalitionsstyrkernes besættelse af Irak ville møde alvorlig og stædig modstand. At beskrive oprøret som anført af terrorister, fanatikere og udlændinge er hverken overbevisende eller fremmende for en løsning«, hedder det i brevet. »Tunge våben, der passer dårligt til opgaven, provokerende sprogbrug, de aktuelle konfrontationer i Najaf og Fallujah - alt det styrker snarere end isolerer modstanderne. (...) Vi deler din opfattelse af, at den britiske regering har en interesse i at samarbejde så tæt som muligt med USA på de to felter og i at have ægte indflydelse som en loyal allieret. Behovet for den indflydelse er nu yderst presserende«, skriver eksdiplomaterne til Blair. Premierministerens kontor lod forstå, at Blair vil svare på brevet »på et passende tidspunkt«. Men en talsmand afviste kritikken.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























