Gaddafi på absurd charmetur i EU

Libyens leder, Moamar Gaddafi og EU-kommisionens formand, Romano Prodi . - Foto: AP
Libyens leder, Moamar Gaddafi og EU-kommisionens formand, Romano Prodi . - Foto: AP
Lyt til artiklen

»Se på dem! Men se dog på dem, som de står der, købt og betalt af en morder, med hans billede på deres T-shirts!«. Ahmed dirrer af raseri og flår sit sorte sørgebind af hovedet, mens glade afrikanske rytmer dundrer i solskinnet foran EU-kommissionen, omkranset af belgisk politis kampvogne og vandkanoner. »Over tusinde uskyldige libyere dræbt. Min bror har siddet som politisk fange siden 1998. Og så står de der og synger«, hvæser den 32-årige libyske menneskerettighedsaktivist, inden han og et dusin rystede meningsfæller bliver gennet ind i parken af sikkerhedsfolkene. Ankom i medbragt limousine De skal væk, så festen kan fortsætte for oberst Moamar Gaddafi - Europas nye ven. Festen begyndte, da en lang cremefarvet Mercedes limousine strøg ind foran kommissionens hovedkvarter klokken 11.25. Limousinen var fløjet ind til lejligheden fra Libyen sammen med Gaddafis personlige beduintelt. Først steg fire kønne unge kvindelige sikkerhedsvagter ud. Derefter manden, der i 1980'erne var frygtet som verdens terrorbagmand nummer 1: oberst Gaddafi i brun kjortel og sort kalot, med hånden knyttet over hovedet i sejrsgestus. Venstre bagdør spyttede et øjeblik senere en betuttet udseende Romano Prodi ud, så han kunne indlede dagens møder med Libyens leder, der besøgte Europa for første gang i 15 år. Advarede om terror På et af møderne med Prodi og en gruppe kommissærer advarede Gaddafi dem om »faren for, at en fortsat europæisk militær tilstedeværelse i Irak vil skabe ny terror«. Samme linje tog obersten op på en af de mest absurde parodier på et pressemøde, kommissionens pressesal nogensinde har set. På en scene fyldt med uniformerede libyske sikkerhedsvagter læste kommissionens formand en kort meddelelse, hvor han udtrykte sin glæde over mødet og Libyens opgivelse af masseødelæggelsesvåben. Han takkede varmt Moamar Gaddafi og lovede, at kommissionen »forpligter sig« til at byde Libyen velkommen i Barcelonasamarbejdet mellem EU og Middelhavslandene. Romano Prodi sagde ikke et ord om de alvorlige brud på menneskerettighederne i form af tortur og politiske arrestationer, som ifølge en ny rapport fra Amnesty International stadig foregår i Libyen. Eller de dødsstraffe, Gaddafi for nylig har talt om at gøre en ende på, men som stadig eksekveres. Afviste terrorstøtte I stedet oplæste en rystende angst dame en erklæring på arabisk, som ikke blev oversat, alt imens Gaddafi skuede smilende ud over forsamlingen. Derefter kastede han sig ud i en halv times tale om, at Libyen nu vil »bygge en venskabets bro over Middelhavet«. Han afviste »uretfærdige beskyldninger« om fordums støtte til terrorister, der ifølge Gaddafi var »den afrikanske verdens frihedskæmpere« i et opgør med europæisk kolonialisme. »Nu ønsker vi at nyde frugten af frihedskampen i fred og samarbejde. Jeg håber ikke, at nogen ondskab vil tvinge os tilbage til den tid, hvor vi måtte spænde bomber om livet på vore kvinder for at forsvare vore køkkener og stuer«. Der var ingen mulighed for at stille spørgsmål til Gaddafi, som sagde tak til »sin broder« Romano Prodi og skred ud af lokalet, på vej til te i beduinteltet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her